Livet her

Snart fylder øllet igen i Hadsund....

Kemilærer på Hadsund Skole åbner eget mikrobryggeri i byens industrikvarter

28. maj 2018 kl. 06:00

Snart kommer det igen til at boble i Hadsund.

Nærmere bestemt på Aalborgvej 56 i byens industrikvarter, hvor 38-årige Mikkel Flott Krogh Andersen fra Visborg inden længe slår dørene op til Hadsund Bryghus - et moderne enmands mikrobryggeri med håndbryggede og ufiltrerede flaskeøl.

Hadsund Bryggeri, der var kendt for sin hvidtøl, lukkede ned i 1976, og det er på tide, byen igen får sit eget bryghus, mener Mikkel Flott Krogh Andersen, der håber at kunne åbne sit mikrobryggeri inden for de næste par måneder.

- Selvom vi ligger i udkanten af Danmark, så har Hadsund alligevel en vis størrelse, og forhåbentlig kan et bryggeri blive et aktiv for byen.

- Jeg starter ud med små brygmængder, indtil jeg kender efterspørgslen. Men på sigt regner jeg med at kunne lange mellem 600 og 700 liter øl over disken hver måned - gerne mere, fortæller bryggeren.

I første omgang satser han på en pilsner, en lys sommer ale og en amber ale på flaske, og bryggeriet kommer til at holde åbent hver fredag eftermiddag.

- Senere vil vi brygge forskellige øl alt efter årstiden, og også gerne fadøl. Vi kommer til at være et lille bryggeri med stor udskiftning i øltyper. Det er det, der er sjovt, siger Mikkel Flot Krogh Andersen, der har været passioneret ølbrygger de sidste ti år.

Det startede med et hjemmelavet bryggerianlæg af gamle mælkejunger hjemme i køkkenet i Visborg.

- I starten var der selvfølgelig noget, der smagte ganske rædselsfuldt. Men der var også noget, hvor jeg tænkte: "Hold da op, kan man lave sådan noget selv?"

- Siden har det ellers grebet om sig, og jeg har lavet et 60 liters forsøgsanlæg i vores garage derhjemme med fustager fra gulv til loft, fortæller Mikkel Andersen.

Han underviser til daglig i matematik, biologi og kemi på Hadsund Skole.

- Der giver da lidt viden at trække på - blandt andet om ph-værdier og gærens biologiske cyklus.

- Nogle af ungerne har også spurgt, om vi ikke skal brygge øl i en biologitime, men det er nok bedst at holde det adskilt, griner Mikkel Andersen, der planlægger at gå ned i tid på sit arbejde, når bryggeriet er oppe at køre.

- Jeg kommer til at få brug for sammenhængende timer til at brygge, fortæller han.

Den 38-årige brygger har selv skaffet materialerne til det 500 liter store bryggerianlæg.

Det bliver smedet af det lokale firma Jydsk Montage og Svejseteknik, der til gengæld får en procentdel af virksomheden.

- Jeg forsøger at starte med så lidt gæld som muligt. Mange mikrobryggerier har knækket halsen på at købe færdigbyggede anlæg, der koster mindst 500.000 kroner, siger Mikkel Andersen, der indtil videre har postet 300.000 kroner i projektet.

Driften af bryggeriet skal finansieres gennem støtteforeningen "Bryghusets Venner."

- Et medlemskab koster 500 kroner om året, og som medlem får du dine 500 kroner tilbage i øl og rabat på dine køb. Og så bliver der arrangementer kun for støtteforeningens medlemmer.

- På den måde er jeg sikret et ølsalg, siger Mikkel Andersen.

Indtil videre har 230 borgere i Hadsund og omegn vist interesse via bryghusets Facebookside.

På sigt håber Mikkel Andersen at rykke bryggeriet tættere på byen.

Planen var da også at åbne bryggeriet i lejede lokaler på Havnegade 6 i Hadsund.

Men da lokalerne, et gammelt autoværksted, ligger midt i byen, skal der flere tilladelser til, og et planforslag er i lige nu i offentlig høring.

- Så nu starter vi på Aalborgvej i stedet. Det er lidt mere skrabet, men så er vi i gang, siger Mikkel Andersen, der håber, at bryggeriet vil trække flere turister til Hadsund:

- Det er ikke helt urealistisk at forestille sig busture fra Øster Hurup med ølsmagning i Hadsund. Vi vil gerne være et lokalt bryggeri for hele Mariagerfjord.

Annonceret indhold

Nyeste