Gartner Peter Dorf er blevet skolet i at bruge den nye maskine, som netop er taget i brug.
Livet her

Skum og damp i kamp mod mælkebøtterne

13. maj 2023 kl. 11:00

Det er slut med flammekasterne. Nu køres nye kanoner i stilling, når Rebild Kommune gør front mod uønskede gevækster i fortove og vejkanter. 

Kommunen har købt et aggregat, der transporteres på trailer og skyder med hed damp og skum. Oprustningen mod ukrudtet er til gavn for klimaet, fordi der bruges mindre gas og dermed mindre CO2-udledning. 

Maskinen hedder ElmoTherm. Den slår planterne ihjel med varme fra damp kombineret med skum.

- Skummet lægger sig over planten og holder på varmen i nogle få sekunder. Det er nok til at slå planten ihjel, forklarer Tina Bomholt Johansen, faggruppeleder for de 13 medarbejdere i Rebild Kommune, som blandt andet passer de grønne områder, klipper græs og hække og vedligeholder boldbaner.

Og så kæmper de en kamp for at holde ukrudt nede på kommunale fortove og hellealæg.

Skummet fra dampmaskinen indeholder udelukkende biologisk nedbrydelige materialer. Det vil sige kartoffelstivelse, majsolie og kokosolie.

Rebild Kommune forventer at spare tid og få en mere effektiv ukrudtsbekæmpelse med den nye maskine.

- Vi kan nøjes med at bekæmpe ukrudt tre gange om året. Med gasbrænderen skal vi bekæmpe seks gange om året. Vi kan også bekæmpe ukrudt i tørre perioder, hvor gasbrænderen ikke kan bruges på grund af brandfaren, fortæller Tina Bomholt Johansen.

- Vi kan desuden fjerne ukrudt tættere på bygninger og træværk, og maskinen kan også bruges til at bekæmpe alger på bygninger, tilføjer hun.

Brug af gift mod ukrudt har været bandlyst i mange år i Rebild Kommune. Derfor har man hidtil benyttet en stor gasbrænder på en traktor og mindre håndholdte gasbrændere.

Annonceret indhold

Nyeste