Billede beskrivelse

Skovmand og Camilla: Flappen er pløs

01. september 2024 kl. 10.02
Opdateret 04. september 2024 kl. 12.26

Vi elsker at lave radio, og selvom man ikke skulle tro det, hænder det, at vi rent faktisk bliver klogere. 

Dette er desværre frugten af, at vores lyttere er klogere end os. Hvilken lykke var det for eksempel ikke at lære ordet ”pløs” at kende.

Hvad er en pløs, var egentlig ikke spørgsmålet. Det var svaret på det spørgsmål, som opstod, da vi manglede et ord for den flap, der sidder i toppen af en sko under snørebåndene.

Vi talte oprindeligt heller ikke om flappen. Vi talte derimod om, at Skovmand i sine lidt rundere og tungere dage havde konstateret, at knuden på snørebåndene ikke var centreret på skoene. Maven var simpelthen i vejen, når der skulle bindes en sløjfe, så den endte med at sidde skævt på flappen.

Sidenhen er Skovmand blevet nogle kilo lettere, og Camilla bemærkede i den anledning, at sløjfen nu sad lige, men at flappen var skæv. Og alle hader jo en skæv flap m/k.

Men har flappen et navn? Her kommer lytterne ind i billedet. Vi er de lykkelige ejere af en sms-postkasse, og netop denne morgen tikkede følgende besked ind:

“Camilla. Serviceinfo: Flappen på skoen som, du snakkede om, hedder en pløs. Nu er du blevet så meget klogere😉 Venlig hilsen Thomas”

Senere blev der fulgt op med den her:

“Mht. den fine pløs, der sidder på skoen, så ved jeg, at den hedder det, fordi min kære gamle far, dengang han arbejdede, havde en sportsbutik, hvor han jo også solgte sko. Og jeg har hørt ham sige et utal af gange: "Det er vigtigt, at du lige trækker op i pløsen, inden du binder skoen". Så blev jeg lige taget tilbage i tiden også🤣”.

På den måde lærte mange af os et nyt ord.

Så husk at hive op i pløsen, inden du går ud ad døren.

Niels Skovmand og Camilla Gammelgaard skriver klummer for ligeher.nu og er værter på ”Skovmand og Camilla om morgenen”, der kan høres alle hverdage fra klokken 06.00 til 10.00 på ANR.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste