Skolestart i fuld fart: 3.D regner sig til live
Terndrup Skole satser meget mere på bevægelse og anden variation i skoledagen
TERNDRUP: Med "tabeldødbold" i matematiktimen fik skoleåret tirsdag en flyvende start for 3.D på Terndrup Skole.
Fire elever stod klar i hjørnerne af tumlersalen med hver sin tabel. Og når man blev ramt af bolden midt på gulvet, skulle man gå til en tabelholder, sige hele tabellen, slå med terningen og gange det tal med tabeltallet, for eksempel nul gange fem.
Så var man levende igen.
Bevægelse kan nemlig tænkes ind på alle mulige måder i undervisningen, både som en egentlig metode til at lære og som en måde at rense hjernen på, en brain break.
Det er ikke nyt, at eleverne skal bevæge sig mere i løbet af den skoledag, der blev forlænget med skolereformen for et par år siden. Men netop i år bliver der sat mere lokalt fokus på at skabe en "varieret skoledag".
Den nye daglige leder på Terndrup Skole, Mikael Drejer, har tidligere været bevægelseskonsulent i Rebild Kommunes skolevæsen.
- Og det smitter da af, for han brænder jo meget for det, siger lærer Michael Andersen.
Mikael Drejer forklarer, at den såkaldt understøttende undervisning i år er lagt midt på dagen - og ikke som sidste lektion på en lang skoledag som såkaldte lektiecaféer.
Det tidligere tidspunkt skulle også gøre det nemmere at lave noget aktivt og gerne udendørs med mere veloplagte elever.