Skolefest med Disney-tema
Festlig skolefest på Gregers Krabbe Friskolen
AARESTRUP: Årets skolefest på Gregers Krabbe friskolen i Aarestrup blev i år afviklet under temaet ”Disney” - og alle elever og lærer gik endnu engang ”all in” på udklædningen.
Festen begyndte i gymnastiksalen, hvor alle elever kom klassevis og viste sig frem og blev præsenteret.
Derefter gik alle ovenpå, hvor der blev serveret spaghetti og kødboller i bedste Lady og Vagabonden-stil.
Afslutningsvis var der diskotek til musik leveret af DJ Lua. Der var også aktiviteter i gymnastiksalen, og for dem, som ville det lidt mere rolige, var der mulighed for at hygge med spil mm.
1.-2. klasses forældre, som i år stod for at arrangere skolefesten, stod desuden klar til at sælge popcorn og slushice.
Da skolefesten sluttede, fortsatte de fleste af de største elever i fredagsklub, hvor det også var DJ Lua, der leverede musikken.
Alt i alt blev det således endnu en særdeles vellykket skolefest.