Skole i Mariager vandt besøg af is-bil

Eleverne på Mariager Skole bedst til at svare på spørgsmål om fritid og transportvaner

17. november 2017 kl. 08.11

MARIAGER: De 430 elever på Mariager Skole er flittige til at svare på spørgsmål, og det blev de torsdag belønnet for med is.

Skolen har vundet konkurrencen "Aktiv hele dagen", og præmien var et eftermiddagsbesøg af Hjem Is-bilen.

Bag "Aktiv hele dagen" står Mariagerfjord Kommune og DGI Himmerland. De samarbejder om et treårigt projekt, der stiller skarpt på unges fritidsliv.

Eleverne på kommunens i alt 17 skoler er blevet udfrittet om, hvad de foretager sig efter skoletid, og hvordan de transporterer sig.

Set under ét var svarprocenten 83. Mariager Skole udmærkede sig ved at have den højeste svarprocent, nemlig hele 98.

Undersøgelsen givet et enestående billede af fritidslivet i Mariagerfjord Kommune, fremhæver projektleder Lene Kirstine Hougaard.

Hun har de første konklusioner klar:

20 procent af de yngste børn går slet ikke til fritidsaktiviteter.

76 procent af børnene på mellemtrinnet bliver kørt til deres fritidsaktiviteter. Kun 6 procent tager bussen.

15 procent af de unge i alderen 13-16 år er ikke frivillige i en forening, men ville gerne være det.

"Aktiv hele dagen" sætter fokus på samarbejdet mellem skoler og foreninger.

Målet er, at "så mange børn som overhovedet muligt" får en plads i aktive fællesskaber i fritiden. Med eller uden is.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste