Skørpings nye sportsgren kom fejende flot fra start
Nogle gange skal man handle på en god idé… Sådan en havde Katrine Tram fra Skørping, da hun i længere tid havde overvejet at starte en basketballklub op i Skørping. I den forgangne weekend kom belønningen, da Skørping Wizards spillede sin første kamp foran et stort og medlevende publikum.
Idéen til Skørping Wizards startede i 2021, hvor Katrine Tram indledningsvist havde fået lov til at låne Skørping Idrætscenter til træning for at vejre interessen.
I dag har klubben 35 medlemmer og der kommer hele tiden nye til, fordelt på et U17-hold, men efterhånden også med spillere nok til et U13- og U15-hold – og vel at mærke unge spillere, der ikke kun kommer fra Skørping, men også de omkringliggende byer.
Forholdene til basket i Skørping havde dog ikke det allerbedste udgangspunkt, hvorfor Katrine Tram i tidens løb har søgt forskellige fonde om midler til at forbedre basketforholdene i hallen.
Her lykkedes det på flotteste vis at indsamle over 200.000 kr., blandt andet gav Rebild kommune 20.000 kr., DGI gav 100.000 kr., Sparekassen Danmark gav 40.000 kr. og Spar Nord gav 50.000 kr.
Pengene er blandt andet brugt på at lave en korrekt dimensioneret bane med opstregning samt nye kurve, som køres ned fra loftet, når de skal benyttes.
Alt stod dermed knivskarpt lørdag den 18. marts 2023, hvor Skørping Wizards spillede deres første hjemmekamp nogensinde. Det var mod Brønderslev.
Mere end 150 tilskuere var mødt op, og de kunne starte med at nyde amerikanske hotdogs fra Bagtanker, mens de så Skørping Wizards komme foran 12-2. Brønderslev kom sig dog over chokket, og fik rystet de værste nerver af sig, og til slut stod der 49-60 på måltavlen i gæsternes favør.
Men det kunne ikke ændre på en flot hjemmebanedebut til Skørping Wizards i nogle imponerende rammer.
Skulle du gå med en lille Uffe Lundberg eller Michael Jordan i maven, kan du læse mere om Skørping Wizards på www.frem-skoerping.dk, hvor du kan finde kontaktoplysninger på trænerteamet.