Billede beskrivelse

Skørping-Rebild Lokalråd støtter tunnel-udsmykning

Skørping-Rebild Lokalråd bevilger 20.000 kr. til udsmykning af gangtunnellen ved Skørping Station. Det er streetart-kunstneren Andreas Welin, som skal stå for udsmykningen.

17. august 2017 kl. 06.00

Udsmykning af tunnellen under banen ved stationen i Skørping er det første projekt, der nyder godt af Skørping-Rebild Lokalråds muligheder for at økonomisk støtte til lokale projekter.

Det er Rebild Ungeråd/Rebild Ungdomsskole, der søgte om støtte, fordi man - ud over at forskønne gangtunnellen - ønsker at binde naturen og byen bedre sammen, og skabe en sammenhæng mellem byens aktivitetsområder, samtidig med at udsmykningen vil bidrage med et mere kunstnerisk element til byen.

- Vi synes i bestyrelsen for lokalrådet, at ansøgningen til fulde lever op til betingelserne og rådets intentioner for at kunne opnå støtte, siger formanden for rådet, Stig Jonstrup Pedersen.

Han tilføjer, at projektet lokalt støttes bredt - også økonomisk. Blandt andet har Skørping Tandlægerne, Papas Pizza, Ungdomshusets Venner og Borgerforeningen ydet økonomisk støtte til udsmykningen. Det er Rebild Ungeråd/Rebild Ungdomsskole, der står bag projektet med et samlet budget på godt 100.000 kr., hvoraf lokalrådet altså støtter med 20.000 kr.

Udsmykningen afsluttes efter planen i forbindelse med Rebild Kulturuger i midten af september. Det er streetart-kunstneren Andreas Welin, som står for selve graffiti-udsmykningen, mens andre dele af arbejdet sker i samarbejde med blandt andet Rebild Produktionsskole.

Tunnellens grå betonvægge dekoreres på begge sider - den ene side med motiver fra Rold Skov, mens den anden skal have motiver fra Skørping by.

- Vi håber i lokalrådet, at udsmykningen inspirerer andre til at komme med ideer til forskønnelse af Skørping og Rebild byer, siger Stig Jonstrup Pedersen, som godt er klar over, at den valgte kunstform med en vis sandsynlighed vil skabe debat.

- Sådan er det med kunst - det er en smagssag - men tunnellen kan kun blive pænere, og forhåbentligt slipper vi for at se mere af den afskyelige og uautoriserede bemaling af væggene, lyder det for lokalrådets formand.

Han håber desuden, at der siden kommer en bedre belysning i tunellen.

Er der andre, der har ideer og projekter, men mangler midler, kan man kontakte Skørping-Rebild Lokalråd via Facebook. Skørping-Rebild Lokalråd administrerer de midler, som Rebild Kommune stiller til rådighed for lokalrådene, hvilket er 65.000 kr. årligt per lokalråd.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste