Skifte til gravsten fra smedefag

Allan Bo Sørensen har købt Himmerland Gravsten, som han flytter til sin egen bopæl i Østrup

09. november 2017 kl. 06.20

Himmerland Gravsten på Rosbjergvej i Volstrup har skiftet ejer,

Efter i knap 11 år at have drevet gravstensforretning på sin landejendom i idylliske omgivelser i Volstrup har Jens Peder Mikkelsen i en alder af 66 år valgt at sælge den videre til Allan Bo Sørensen fra Østrup i Vesthimmerland.

- Jeg har overtaget forretningen 1. november, og efter planen flytter jeg inden årsskiftet værkstedet fra den nuværende adresse i Volstrup hjem til min nedlagte landejendom, hvor der i udhusene er masser af plads til at indrette mig, forklarer Allan Bo Sørensen og tilføjer:

- Det samme gælder den udendørs udstilling af gravsten, som jeg vil indrette en plads til på et areal foran min landejendom ud mod Svoldrupvej i Østrup.

Allan Bo Sørensen er 44 år gammel og oprindelig uddannet smed for efterhånden mange år siden.

Han har siden videreuddannet sig som maskintekniker og de sidste 20 år arbejdet som projektkoordinator i smedebranchen.

- Men da jeg så den efter min mening meget tiltalende salgsannonce for gravstensforretningen i Volstrup fik jeg lyst til at prøve noget helt nyt i mit arbejdsliv.

- Jeg sagde efter nogle grublerier til mig selv at det skal jeg prøve, selv om jeg overhovedet ikke har nogen form for erfaring med gravsten og kontaktede derfor ejeren Jens Peder Mikkelsen.

- Jeg er simpelthen bare sprunget ud i det og har af samme grund de sidste tre måneder arbejdet i værkstedet hos den hidtidige ejer for at lære gravstensbranchen nærmere at kende rent praktisk, forklarer Allan Bo Sørensen og tilføjer nøgternt:

- Jens Peder Mikkelsen var jo heller ikke udlært stenhugger, men oprindelig uddannet flymekaniker.

- Med bopæl i Østrup centralt meget tæt på hovedvej A13 er jeg overbevist om at jeg også i lighed med ham kan leve af at drive forretningen som en en mands virksomhed, siger Allan Bo Sørensen.

Jens Peter Mikkelsen har de sidste 11 år ind imellem også fungeret som bedemandsvikar.

Den rolle agter Allan Bo Sørensen ikke at overtage.

- Det har jeg nemlig slet ingen forudsætninger for. Men selvfølgelig skal man aldrig sige aldrig, erkender han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste