Serviceledere blev klogere på affaldet
De 26 tekniske serviceledere fra de kommunale institutioner bliver opdateret på affaldssortering
VESTHIMMERLAND: 26 tekniske serviceledere fra kommunens skoler, plejehjem og rådhuse har været på et skræddersyet affaldsforløb hos Vesthimmerlands Forsyning.
Anders Kjær Kristensen, teknisk serviceleder for Vestrup Skole - og byrådsmedlem for Socialdemokratiet - fortæller, at formålet med besøget var at blive endnu bedre til at affaldssortere ude i de kommunale institutioner.
- Vi har sorteret i mange år, og vi går op i det. Men med det stigende fokus der er på affald, miljø og klima tænkte vi, at det nok var på tide med en opgradering på vores viden.
- Vi fik en rigtig god forståelse for forskellen på genbrug og genanvendelse – og det med at flytte affaldet opad i affaldshierarkiet, var en interessant vinkel, som vi helt klart vil tage med os hjem.
- Informationen om de røde miljøkasser var nok dét, der overraskede os mest. At der er så meget manuel håndtering forbundet med sortering af miljøfarligt affald, kom faktisk lidt bag på os, erkender Anders Kjær Kristensen.