Se billederne: Godt 300 børn spillede indefodbold i Als Hallen
Der var tilmeldt ca. 60 hold, der kom fra Aalborg i nord til Randers i syd, til Jutlander Bank Cup
ALS: Godt 300 børn og unge i alderen mellem seks og fjorten år fyldte i weekenden Als Hallen, der dannede ramme om indefodboldstævnet Jutlander Bank Cup, der blev indledt fredag sent på eftermiddag og sluttede søndag eftermiddag.
Ud over de mange unge mennesker i hallen var der også mange voksne, hovedsageligt forældre og andre pårørende, der var med for at heppe på spillerne. Specielt søndag var der mange voksne i hallen, hvor det var de mindste, der var på gulvet, og mobiltelefonerne blev flittigt benyttet til at forevige spillerne, når de fik overrakt deres medaljer. For de mindstes vedkommende alle, der havde været på banen, uanset om det var blevet til sejr eller nederlag.
Det var klubsamarbejdet ASV, en sammenslutning af ungdomsafdelingerne i boldklubben Viking i Als, Olympia i Øster Hurup og Skelund og Veddum Idrætsforeninger, der stod for arrangementet, der krævede stor frivillig indsats ved tidtagningsbordet og som dommere på banen.
De mindste spillede på små baner og var tre spillere på hvert hold på gulvet ad gangen, og man kunne således afvikle to kampe ad gangen. De ældre spillede med fire på hvert hold og på stor bane.
Der var tilmeldt ca. 60 hold, der kom fra Aalborg i nord til Randers i syd.
ASV har arrangeret indefodboldstævnet i godt en halv snes år. Først som Sparekassen Himmerlands Cup, men efter bankfusionen i 2014 blev det Jutlander bank, der tog over som hovedsponsor.