Se billederne fra Store Vejfest i Hobro

Lysreguleringen i krydset ved Hegedalsvej må undværes ind til videre, men trafikken glider

21. december 2017 kl. 11.16
Opdateret kl. 12.23

HOBRO: Onsdag eftermiddag blev der fejret Store Vejfest i Hobro, men beklageligvis blev det en fest uden røde, gule og grønne lamper.

Genåbningen af byens hovedfærdselsåre, Hostrupvej, blev markeret officielt med snoreklip og taler i krydset ved Hegedalsvej.

Men lysreguleringen var ikke-eksisterende. Både i krydset ved Hegedalsvej og ved Skivevejs udmunding i Hostrupvej.

Borgmester Mogens Jespersen (V) sagde i den anledning, at han havde frygtet en "Aarhus-historie" i Hobro.

Altså at man som letbanen var blevet tvunget til at udskyde den længe ventede genindvielse af byens største indfaldsvej - her på grund af de manglende lys.

- Politiet er lidt ked af, at vi åbner vejen uden lys. Jeg vil opfordre alle til at køre stille og roligt, så der ikke sker ulykker, sagde borgmesteren.

Det hele bunder i problemer hos leverandøren, som ikke fik tak i går. Kommunen forventer dog, at master og lys vil være i funktion kort tid efter nytår.

Der lød spredte klapsalver fra de forsamlede borgere, da en personbil som den første kørte op ad Hostrupvej ved benzintanken.

Kort forinden var en blå snor, spændt ud over vejen, blevet onduleret med et klip.

Vejstrækningen mangler stadig finish omkring fortove og belægning. Slidlaget på vejen lægges først en gang til foråret.

- Men vi har prioriteret at åbne vejen nu, inden juledagene, af hensyn til de kørende, sagde Mogens Jespersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste