Salg af dyrt inventar skal hindre tyverier

Rebild Kommune plaget af indbrud på rådhuse i Terndrup og Støvring

24. august 2017 kl. 08.21

STØVRING/TERNDRUP: Natten til lørdag klokken lidt over tre gik tyverialarmen på rådhuset i Støvring.

Da politiet nåede frem, kunne de konstatere, at en dør var blevet brudt op, og at der var stjålet to store PH koglelamper af kobber fra byrådssalen.

Blot 14 dage tidligere var der indbrud i den kommunale administrationsbygning på Skørpingvej i Terndrup, hvor der blev stjålet 52 af Arne Jacobsens berømte 7’er stole fra kantinen.

Som funktionsleder i Rebild Kommune fællessekretariat gør Pernille Bay Pedersen sig overhovedet ikke noget håb om at de stjålne dyre designermøbler og lamper bliver fundet igen.

- Nej, jeg er nemlig overbevist om at der med tyverierne er tale om bestillingsarbejde. Koglelamperne i byrådssalen på rådhuset på Hobrovej i Støvring hænger i loftet omkring fire fem meter over gulvhøjde, så indbrudstyven havde ligefrem medbragt en murerstige for at kunne nå op til dem.

Selv om loftshøjden for lamperne skabte behov for først at stille nogle borde sammen til at placere stigen ovenpå, så tog hele indbruddet kun seks minutter, inden gerningsmændene var væk igen med to af de i alt tre loftslamper, forklarer hun.

Billede beskrivelse

Aktuelt frasalg af designerting

De stjålne koglelamper har en nypris på omkring 65.000 kroner stykket, men ifølge Pernille Bay Pedersen skal Rebild Kommune her efter tyveriet ikke ud at købe to nye som erstatning.

- Nej tværtimod bliver loftslamperne i byrådssalen nu erstattet af nogle betydelig billigere, og generelt er vi i gang med at sælge ud af kommunale dyre designerting for på den måde forebygge indbrud.

- For vi kan på ingen måde sikre os mod fremtidige indbrud, kun gøre det mindre attraktivt for tyve ved helt at fjerne designerting.

- Eksempelvis har politiet eller vagtselskabet jo ikke mulighed for at nå frem til rådhuset i Støvring når alarmen lyder og fange tyvene, når disse allerede er væk i løbet af blot seks minutter, påpeger hun og tilføjer:

- Og det er jo ikke blot tyveri af designerting der er trælse for Rebild Kommune som selvforsikrede, det er også de ting indbrudstyve ødelægger i forbindelse med deres indbrud, eksempelvis døre ved de aktuelle indbrud her i august i Terndrup og Støvring.

På nuværende tidspunkt er Arne Jacobsens 7’er stole på rådhuset i Støvring ifølge funktionslederen allerede blevet solgt og erstattet af nogle billigere typer.

Billede beskrivelse

Lamper nu stjålet tre gange

De indtil lørdag nat tre PH koglelamper i byrådssalen hang tidligere i den gamle byrådssal i Ovenpå på Hobrovej 88.

Tilbage i 2008 blev to af de store koglelamper også stjålet to gange inden for blot et halvt år, hvor de blev erstattet af nyindkøbte.

Til gengæld skete der slet ikke tyveri af de otte supplerende dyre store PH 5-4 1/2 loftslamper i den gamle byrådssal.

Af samme grund var kommunens fællessekretariat dengang også overbevist om at der var tale om bestillingsarbejde bag tyveriet.

Det nye rådhus i Støvring blev indviet i juni 2014, og allerede i februar 2015 skete der her det første tyveri af designerting, nemlig af 20 Arne Jacobsen 7’er stole fra kantinen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste