Særudstilling om 90-årig

07. juni 2017 kl. 15.00
Opdateret 08. juni 2017 kl. 08.46

Fru Fernando Møghe oplevede - i fin stil - at blive fejret som 90-årig af borgerskabet i købstaden Korsbæk.

Et sådant jubilæum oplevede Mariager-Farup-Viborg Jernbane desværre ikke. Selvom privatbanen åbnede i 1927, to år før, Matador tager sin begyndelse, måtte banen "nøjes" med 39 aktive år inden lukningen i 1966.

Det forhindrer heldigvis ikke fejringen af 90-året for åbningen af privatbanen, og det var netop det, Mariager Museumsforening havde indbudt til lørdag 3. juni.

Her slog Museumsforeningen portene op for sommerens udstilling i Vognporten om privatbanen, der lukkede for 51 år siden.

Udstillingen blev åbnet af journalist og lokalhistoriker Anders Riis fra Mariager.

Anders Riis er forfatter til bogen "Med Mariane fra fjord til hede", der udkom for nogle år siden. Bogen fortæller hele historien om oprettelsen og den daglige drift af privatbanen mellem Mariager og Viborg.

- Udstillingen i Galleri Vognporten er blevet til i et samarbejde mellem Mariager Museumsforening og Veteranbanen, fortæller museumsforeningens formand Bodil Amdi Mikkelsen. - Det er lykkedes med forenede, gode lokale kræfter i Mariager at finde en mængde sjove og gamle historiske billeder frem fra den gang, privatbanen var ung og udgjorde en stor del af livet i og omkring fjordbyen.

I øvrigt er der tale om intet mindre end et tre-dobbelt-jubilæum. Foruden 90-året for banens åbning, er det 70-året for modtagelsen af to splinternye røde Scandia-skinnebusser i juni 1947 og 65-året for den sidste skinnebus, der blev leveret til banen i jubilæumsåret i 1952; det eneste jubilæum, privatbanen nåede at fejre.

- Og for at blive ved jubilæerne, så fejrer Veteranbanen sit 50-års jubilæum om tre år, nemlig til maj 2020, slutter Bodil Amdi Mikkelsen fra Museumsforeningen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste