Så ta’r vi cyklerne frem i Arden og Valsgaard
Foråret er over os, og Ældre Sagen i Arden opfordrer derfor folk til at finde cyklerne frem. De har taget initiativ til et par cykelhold.
I Arden hver tirsdag kl. 9.00 og i Valsgård hver onsdag kl. 10.00. Begge steder mødes man ved hallerne. Der vil være to frivillige hvert sted, som planlægger ruter, og tager ansvar for turens gennemførelse.
En cykeltur i naturen giver motion og frisk luft, og gavner både krop og sjæl, også hvis det foregår på en eldrevet cykel.
Alle er velkomne, uanset om man er nybegynder eller rutineret cyklist. Man er også velkommen, selv om man ikke er medlem af Ældre Sagen, og det er ikke nødvendigt med forhåndstilmelding. Man møder bare op.