Billede beskrivelse

S-kredsformand slog til lyd for fællesskabet

21. april 2018 kl. 09.05

REBILD: - Vi har leveret en arbejdsindsats og et resultat, som vi kan være stolte af.

Sådan lød det ubeskedent fra formanden for Socialdemokratiet i Himmerlandskredsen, André Ellegaard Jensen, Nørager, da han forleden gjorde status på det årlige repræsentantskabsmøde, der i denne omgang blev holdt på Rebildhus.

Kredsformandens stolthed skyldtes ikke mindst den lokale indsats, der blev lagt for dagen i forbindelse med efterårets regionsrådsvalg, hvor kredsen både fik valgt Mogens Ove Madsen og Medzait Ljatifi til det nye regionsråd.

Mere overordnet fokuserede André Ellegaard Jensen i sin beretning på ordet "Fællesskab".

- Det er som om, det bliver en større og større mangelvare i samfundet i dag. Man går mere op i at pege fingre og finde syndebukke - frem for at finde de fælles løsninger på udfordringerne i samfundet. Med det, vi ser ske i verden for øjeblikket, er der så meget mere grund til at stå sammen og finde fællesskabet igen, lød det fra kredsformanden.

André Ellegaard Jensen, Nørager, blev i øvrigt på repræsentantskabet genvalgt til sin tredje periode som kredsformand. Flemming Møller Mortensen blev genvalgt som kredsens folketingskandidat, mens Vibeke Hvidsten, Hvalpsund, blev nyvalgt som uddannelsessekretær. Hun afløser således Jesper Lunøe, der ikke modtog genvalg.

Forude for S i Himmerlandskredsen venter de valg til Folketinget og Europa-Parlamentet.

- Vi har som succes-kriterium at beholde Flemming på Christiansborg, da vi har det indtryk, at han gør det godt, og at Himmerland er et område, som skal være repræsenteret på Borgen.

- Og så ser vi naturligvis også meget gerne et regeringsskifte, erklærer kredsformand André Ellegaard Jensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste