Rold Skov Orienteringsklub udgiver jubilæumsbog
Rold Skov Orienteringsklub runder 75 år 10. juni 2017, og udgiver i den anledning en jubilæumsbog, der fortæller hele historien om orienteringsløb i Rold Skov - fra stiftelsesåret i 1942 og frem til jubilæet i dag.
Orienteringsklubben har gang i forberedelserne til den store jubilæumsfest, lørdag, den 10. juni. Der planlægges både et jubilæumsløb på gamle kort og efter datidens normer, men især også en stor jubilæumsreception, der finder sted i et telt foran klubhuset på Mosevej i Skørping.
Det er derfor en glad og stolt klubformand, Ole Jensen, som glæder sig til den store dag:
- Det er trods alt ikke hverdagskost, at kunne fejre et 75 års jubilæum, og det gør faktisk klubben til en af Danmarks ældste orienteringsklubber, fortæller Ole Jensen.
En af de mere markante jubilæumsaktiviteter er en jubilæumsbog, som klubben udgiver i anledning af begivenheden. Bogen beskriver hele klubbens historie fra starten i vinteren 1942, hvor der stod skiløb, skøjteløb, kælkning og orienteringsløb på programmet. Forud for udgivelsen er gået en omfattende research med interviews af både ældre og tidligere medlemmer, omfattende søgning i private arkiver og i Skørping Lokalhistoriske Arkivs materialer. I forbindelse med denne research kom forfatteren også i kontakt med sønnerne til nu afdøde fotograf Svend Jensen, der gennem mange år spillede en markant rolle i klubbens historie. Begge sønner er nu bosat langt udenfor lokalområdet, men havde heldigvis gemt et omfattende materiale og fotos fra deres fars store interesse for orienteringsløb tilbage i 1940’erne.
Klubbens historie er farverig. En start med brask og bram under besættelsestidens svære tid, genstart af en gruppe unge spejdere midt i 1950’erne og ind imellem flere dvaleperioder, hvor klubben lige akkurat blev holdt i live. Og helt frem til i dag, hvor klubben er et markant indslag i idræts- og fritidslivet i Rebild Kommune.
Bogen er skrevet af den lokale forfatter, Helge Søgaard, der har dyrket orienteringsløb siden ungdomsårene og som er et aktivt medlem af Rold Skov Orienteringsklub. Han er bistået i arbejdet af Jonna Møller, der også er medlem af klubben og orienteringsløber gennem mange år. Bogen præsenteres ved klubbens jubilæumsreception, hvor den udleveres gratis som en jubilæumsgave fra klubben til medlemmerne og de mange inviterede gæster, der er med til at hylde 75 års jubilaren.
- Vi synes, det er vigtigt at klubben giver medlemmerne en lille symbolsk gave denne dag, som tak for deres indsats med at bringe klubben frem til så markant en dag, og så endda i fineste form, selvom der står 1942 på dåbsattesten, slutter klubformand Ole Jensen.