Ringridning i Sandgraven på lavt blus

Både rytterforeningen og borgerforeningen i byen har luftet tanker om at holde en pause

04. marts 2019 kl. 11.04

HELBERSKOV: Traditionen tro dannede Sandgraven ved foden af Bjerget i Helberskov ramme om en fastelavnsringridning, dog uden den store deltagelse.

Seks ekvipager var mødt frem for at fange den lille ring i galgen, som medlemmer af rytterforeningen havde rejst op til dagen.

Ringridningen er blevet afviklet i over 40 år og med skiftende deltagelse. For en snes år siden deltog cirka 30 ekvipager i konkurrencen. De senere år har interessen været dalende.

Publikumsmæssigt var arrangementet heller ikke noget tilløbsstykke.

Med til traditionen hører også rytterfesten i byens forsamlingshus om aftenen, og der har de senere år også været vigen deltagelse. De seneste år har det været Helberskov Borgerforening, der har taget sig af aftenfesten.

Både rytterforeningen og borgerforeningen i byen har luftet tanker om at holde en pause. Arbejdet med at stable ringridningen og den efterfølgende spisning i Thulstedhus på benene kræver et stort forberedende arbejde, uanset om deltagelsen er stor eller lille.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste