Livet her

Reklamebureau rundede skarpt hjørne

03. november 2022 kl. 08:00

Okay... normalt er det først et skarpt hjørne, når man fylder 30 år, men lige i dette tilfælde kan mindre også gøre det. Reklamebureauet Skarpt i Støvring fejrede nemlig 5-års jubilæum forleden, hvilket de markerede ved at vise deres nye, store flotte lokaler i Business Park Nord i Støvring frem til kunder, venner, samarbejdspartnere og familie.

- Fem år er på mange måder en milepæl for min virksomhed, og jeg er stolt af rejsen så langt. Vi er de sidste tre år gået fra to til seks medarbejdere, og i starten af 2023 udvider vi med yderligere to medarbejdere, fortalte Morten Andersen, stifter og indehaver af Skarpt.

- Til trods for den mærkelige tid, vi lever i med en masse usikkerhed og manglende købekraft, så oplever vi stadig travlhed og vækst hos os, og der er umiddelbart ingen tegn på, at det stopper.

I løbet af dagen kiggede omkring 150 forbi for at se de nye lokaler.

Utraditionelle løsning

De primære kompetencer hos Skarpt er udarbejdelse af anderledes og indbydende hjemmesider og webshops, samt produktion af videos og fotos til forskellige platforme, herunder også til sociale medier som Facebook og Instagram.

Morten Kyvsgaard (tv) og Morten Andersen (th) bød velkommen.

- Da vi startede som reklame- og designbureau, var vi nok lidt mere traditionelle med vores produkter, men i dag gør vi meget ud af at præsentere løsninger, der er anderledes og virkelig gør en forskel for kunderne.

- Vi har derfor meget fokus på levende billeder i form af små videos, både til hjemmesider og sociale medier, og så må det godt have både humor og kant. Sådan markedsfører vi også os selv, blandt andet på Facebook, fortæller Morten Andersen.

Dobbelt jubilæum

Jubilæet blev fejret med at rykke ind i nye og større lokaler i Business Park Nord i Støvring, hvor virksomheden har haft hjemme i mindre lokaler de sidste år. Men nu var pladsen blevet for trang.

De nye, flotte, kreative lokaler.

Jubilæet blev i øvrigt fejret sammen med bureauets mangeårige samarbejdspartner Kyvsgaard Kommunikation, der også kunne fejre 5-års jubilæum.

De to virksomheder havde derfor slået sig sammen om mad, drikke og det fælles gode humør, hvilket mere end 150 receptions-gæster nød godt af.

Uden mad og drikke... Velbekomme...
Annonceret indhold

Nyeste