Billede beskrivelse

Rebilds rene kilder begejstrer kinesere

10. juli 2018 kl. 09.30

REBILD: Er der noget, der kan forene Rebild og Jinan City i Kina, så er det smukke, rene kilder.

Jinan City har hele 72 kilder, der pryder byen, som af samme grund er kendt som "Spring City", mens kilderne i Rebild - som lokalbefolkningen i forvejen vil vide - er så rene, at man kan drikke vandet direkte fra kilderne.

Det sidste var en større erhvervsdelegation fra Jinan City ikke sen til at afprøve, da delegationen forleden besøgte Rebild Kommune og blev modtaget i RebildPorten af borgmester Leon Sebbelin og erhvervs- og turistchef Jane Bejlegaard Lindberg.

- Vores DNA her i Rebild er helt unikt, og de fantastiske kvaliteter, som vores natur, kultur og outdoor-profil kan tilbyde besøgende, skaber synergi mellem erhverv og turismen. Vi oplever ofte, at vores virksomheder netop bringer "natur-herlighederne" og den autentiske oplevelse i fokus i forbindelse med et besøg fra kunder i hele verden, fremhæver Jane Bejlegaard Lindberg.

Erhvervsdelegationen fra Jinan City var på besøg i Danmark for at lære mere om dansk erhverv og turisme og for at få et indblik i de danske strukturer.

Turen var organiseret af Danish Speciality Foods ApS, som står bag "Danish Butter Cookies" - herunder Tylstrup Kager A/S i Støvring.

Netop småkagemarkedet er utroligt stort i Kina med en samlet produktion på 18.000 tons om året, og for Tylstrup Kager A/S er Kina det største eksportmarked overhovedet.

Et besøg på småkagefabrikken i Støvring var da også første punkt på kinesernes program i Rebild, inden den efterfølgende officielle modtagelse i Rebild Bakker.

- Kina er et stort og spændende marked for vores erhvervsliv, og vi som kommune støtter gerne op omkring det lokale erhvervslivs interesser og besøg fra kunderelationer i verden. Udover besøget i dag er Rebild Kommune også venskabsby med Jiaxing i Kina, bemærker borgmester i Rebild Leon Sebbelin.

Efter besøget i Rebild gik turen for erhvervsdelegationen fra Jinan City videre til København.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste