Rebild skruede julen tilbage til de gode, gamle dage

Lørdag samledes store og små om gamle og glemte juletraditioner på Museum Rebild, der inviterede til Gammel Jul.

09. december 2017 kl. 17.34

REBILD: En duft af vaniljekranse og peberkager og et juletræ pyntet som i 1940’erne. Der var masser af nostalgi, da Museum Rebild i samarbejde med Rold Skov Natur- og Kulturcenter og Bogby 9520 lørdag slog dørene op til Gammel Jul på museet- et helt nyt arrangement, hvor de gamle juletraditioner - både dem vi kender og de glemte - blev fundet frem og vækket til live.

I kageværkstedet kunne de yngste pynte peberkager på gammeldags vis, mens Rebild Spillemændene sørgede for at akkompagnere gamle julesange til dans rundt om pyntede juletræer og til et Helligtrekonger optog - en gammel tradition, der fortsatte helt op til 1800-tallet.

Bogby 9520 præsenterede et moderne, kollektivt juleeventyr af 11 lokale forfattere, og Benthe Handberg fra Rebild klippede sammen med de yngste gæster julepynt som i gamle dage.

I stuen serverede museumsformidler Bodil Tvedegaard mjød, mens hun fortalte om vikingernes jól.

- Vi tænkte, det kunne være et spændende indslag at fokusere på det, der var engang, og fortælle om de traditioner, der er forsvundet midt i hele denne her kommercielle jul, siger museumsinspektør Niels Jørn Østergård.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste