Rebild Husflid blomstrede
Holdt sin traditionelle udstilling i Stubhuset
REBILD: I forbindelse med afslutningen på sæsonen har Rebild Husflid holdt sin traditionelle udstilling i Stubhuset i Støvring, hvor alle foreningens værksteder var repræsenteret med fine ting.
Som sædvanlig havde træværkstedet en meget stor udstilling af drejede ting, og foråret satte sit præg på blomsterværkstedets udstilling.
Møbelpolstringen deltog med flotte stole og en særlig topersonerssofa, mens kniplingsværkstedet igen i år havde en arbejdende stand, hvor man kunne følge tilblivelsen af kniplinger og se allerede udførte arbejder.
Smykkeværkstedet var også repræsenteret med en udstilling af fine arbejder.
Byrådsmedlem Lene Aalestrup (K) holdt et tankevækkende foredrag over emnerne sundhed, ældre, kultur og fritid.
Udstillingen var meget velbesøgt, og det kunne også ses i omsætningen både ved kaffebordet, tombolaen og salget af de færdige produkter.
Ved udstillingens slutning takkede formanden Gunnar Pedersen både de frivillige hjælpere og sponsorerne for at have bidraget til udstillingen og gjorde opmærksom på, at aktiviteterne begynder igen i september, og at kursusprogrammet for næste sæson allerede nu kan findes på Rebild Kommunes portal for foreninger (www.forening.rebild.dk).