Rebild er godt med på frivillighed
REBILD: Rebild Kommune har rykket 23 pladser frem på Dansk Idrætsforbunds rangering af de danske kommuner og deres vilkår og rammer for det lokale idrætsliv.
Det betyder, at Rebild på fire år er gået fra en 38. plads til en rangering som nummer 15, når man kigger på idrætslivets betingelser rundt omkring i landets kommuner.
Dansk Idrætsforbund (DIF) laver rangeringen hvert fjerde år ud fra data om kommunernes økonomi samt en spørgeskemaundersøgelse af alle DIF og DGI-foreninger, og analysen tager udgangspunkt i 22 forskellige parametre. Et af dem er frivillighed i kommunen, og her lander Rebild i år på en tredje plads. Den høje placering skyldes ifølge undersøgelsen det ekstremt høje antal af frivillige i kommunen samt det høje antal medlemmer i kommunens mere end 100 foreninger. Derudover har foreningsformænd i kommunen tilkendegivet, at de generelt oplever stor anerkendelse fra Rebild Kommune for deres frivillige arbejde.