Psykiatridebat: Indsats inden det går rivende galt

Bekymring på valgcafé over udsatte borgere, der sendes retur efter et par dage i psykiatrien

02. november 2017 kl. 13.21

ARDEN: - Systemerne hænger bare ikke sammen, og inden for psykiatriområdet har vi en kæmpeudfordring.

- Vi står med psykisk syge borgere, som trænger til hjælp, men som bare ikke får det, beklager forstander Lars Thidemann, Blå Kors Hobro.

Ordene faldt under café-valgmødet hos kollegerne på Blå Kors Rold Skov i Arden.

- Hvad skal vi eksempelvis tænke, når en borger, der ser både sol, måne og stjerner, og som truer med at slå os andre ihjel, sendes tilbage til os efter bare to dage i Aalborg, spurgte forstanderen?

- Selv om vedkommende har det virkelig dårligt, kan der måske bevilges bostøtte en time eller to om ugen - og da helst, hvis vedkommende bor på et af kommunens egne bosteder.

- Som politikere både her og i regionen må I vågne op, før det går virkelig galt, advarede Lars Thidemann.

- Og virkelig galt kunne jo eksempelvis være et overfald på en medarbejder, supplerede ordstyrer Thomas Røddik Korneliussen, kommunikationschef hos Blå Kors Danmark.

Og så havde de tre, lokale byrådsmedlemmer - Per Lynge Laursen (V), Jens Riise Dalgaard (S) og Hans Henrik Sørensen (DF), alle Arden - fået noget at tænke over.

Per Laursen: - Mange af vore sårbare borgere tåler slet ikke at sidde i bus alene og blive kørt til Aalborg.

- Og selv om det heldigvis ikke drejer sig om ret mange, er det svært at trække på ekspertise fra regionen.

- Vi ville gerne omdirigere dyre midler, vi køber ude i byen, til selv at forsøge at løse opgaven.

Hans Henrik Sørensen: - Som politimand har jeg været med ude, når det brænder på - hvor folk får det dårligt, køres til Aalborg, indlægges på psykiatrisk afdeling og straks sendes hjem, når de kommer på fode.

- Lokalt har vi i sundheds- og omsorgsudvalget netop spurgt, om ikke vi i stedet kan få en psykiater ned til os.

- Men det har regionen ikke råd til. Den vil hellere lade borgerne komme til dem, for det er deres måde at drive forretning på, når der mangler ressourcer. Et landdækkende problem, som bør løses med større, nationale bevillinger, tilføjede DF’eren

Jens Dalgaard: - Princippet bør jo være én indgang til borgerne, og det kunne måske etableres via KKR - Kommunernes Kontakt Råd.

Thomas Røddik: - Netop på landsplan har psykiatriske patienter over 10 de seneste år mistet 400 sengepladser samtidig med, at antallet af patienter er vokset med 50 procent.

- Martin Grønvall, cafégæst: - Jeg ved i hvert fald fra mig selv, at hvis man skal have en ordentlig støtte til psykiatrisk hjælp, så skal midlerne også tages fra hele Danmark - ikke kun fra det lokale arbejde.

At man som socialt udsat ikke kun skal hjælpes bedre - men også blive hørt - kom også for en (ons)dag på Høftemarksvej i Arden - nemlig via et - endnu ikke etableret - råd for socialt udsatte.

Jens Dalgaard: - Kommunerne kan etablere et sådant råd - akkurat som vi har seniorråd, ungeråd og handicap, hvortil politikerne sender sager til høring.

- Ikke, at det nødvendigvis udløser flere ressourcer, men dialog gør os politikere klogere på, hvor pengene bruges rigtigt.

Hans Henrik Sørensen: - Alle sager, der vedrører handicappede, sender vi politikere automatisk over til handicaprådet, hvor jeg sidder.

Per Lausen: - Dialog skal der til, og brugere kommer netop tit med guldkorn, vi politikere ikke har kendskab til, og vi kan jo ikke vide alt.

Hanne Thomsen, forstander hos Blå Kors Rold Skov:

- Hos Blå Kors har vi en landdækkende konsulent, der gerne kommer ud og hjælper jer.

Per Knud Larsen, cafégæst: - Ha, da de lokale politikere også sad heroppe før sidst valg for fire år siden, var de også meget opsatte på at oprette et råd for socialt udsatte.

- Men der skete aldrig en skid. Nu synes jeg, I skulle tage at love noget, I mener alvorligt.

Jens Dalgaard: - Jamen, det står direkte i vores partiprogram. Og hvis Per og Hans Henrik også vil love det, så kan vi jo mødes bagefter og lave et oplæg.

Hanne Thomsen: - Hvad jeg via min erfaring fra min tid i Slagelse og fra det nationale råd for socialt udsatte, hvor jeg sidder, kun stærkt kan anbefale.

Thomas Røddik: Jamen, så er det jo - næsten - vedtaget.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste