Prisvindende pianist spiller nyt og gammelt på KulturStationen
SKØRPING: 5. november gæster et af Danmarks største klavertalenter KulturStationen i Skørping.
Kristoffer Hyldig debuterede i 2010 fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistlinje og har siden modtaget en række priser, ligesom han har optrådt som både kammermusiker og akkompagnatør - og ikke mindst som solist med både Aalborg Symfoniorkester, CPH Phil og Det Kongelige Kapel.
Ved koncerten i Skørping, som Rebild Musikforening står bag, vil Hyldig spille både nyt og gammelt. Han lægger ud med Mozarts "Sonate" i C Kv 330, dernæst følger Carl Nielsens "Chaconne", tre satser fra Olivier Messiaens "Tyve blikke på Jesusbarnet" og endelig Debussys præludier bd 2. Som kammermusiker har Kristoffer Hyldig i flere år været medlem af Ensemble Nordlys, og som akkompagnatør har han siden 2006 dannet Bruun Hyldig Duo sammen med sopranen Hetna Regitze Bruun.
Duoen har fokus på det 20. århundredes musik - og særligt komponisten Olivier Messiaen. Sammen har duoen optrådt i både udland og indland på diverse festivals, Statens Museum for Kunst, Musikhuset i Aarhus og DR Koncertsalen. I tidens løb er det blevet til mange priser og stipendier for Hyldig, der blandt andet har modtaget juryens specialpris i EU Piano Competition 2009, Jakob Gades store legat, Léonie Sonnings Musikfondsstipendium og Musikanmelderringens Kunstnerpris.