Poul Krebs & Band live i Hadsund KulturCenter
Frikvarteret i Hadsund runder foråret af med et brag af en koncert med Poul Krebs & Band i Hadsund KulturCenter, lørdag 12. maj, hvor der er lagt op til en forrygende koncert.
Karsten Errebo fra Frikvarteret siger om koncerten: Efter Poul besøgte Frikvarteret i 2013 har mange efterlyst en ny koncert og det er lykkedes os at få Krebs til Hadsund igen. For at være helt ærligt troede jeg ikke at Krebsen ville komme til Hadsund igen. Men der tog jeg fejl.... Heldigvis.
Mange har spurgt hvorfor man skal sidde på stolerækker til så god musik. "Vi vil hellere stå og rocke lidt til musikken". - Det ønske opfylder Poul Krebs med koncerten i Hadsund Kulturcenter. Der er blevet taget godt imod "Maleren og delfinerne på bugten" - det nye album fra Pouls Krebs. #1 på iTunes, fine anmeldelser i dagbladene - og ikke mindst masser af begejstrede meldinger fra publikum. Det er det første soloudspil fra Krebs i tre år - og et album der overalt emmer af stor musikalitet og tæt samspil, som afsæt for en række meget stærke sange fra historiefortælleren og poeten Poul Krebs. Albummet er igen lavet med det band han samlede omkring "Asfalt" - som siden har været del af hele det store Krebs/Falch projekt og nu igen er klar til at drage landet rundt med Poul Krebs.
De nye sange vil naturligvis stå i centrum - men der vil selvfølgelig også være plads til perler fra dét store sangkatalog, der har gjort Poul Krebs til en af landets mest populære musikere.
.- Jeg har kaldt mit nuværende band for mit "drømmehold" - og det tror jeg, de fleste vil forstå, når de hører det nye album. Når folk omkring dig spiller som de gør, må man sgu tage sig sammen for at skrive nogle ordentlige sange. Og de sange der er kommet på det nye album råber bare på at blive spillet live - så det bliver en fornøjelse, at præsentere både nye og gamle sange for publikum ved forårets koncerter.