Politisk kultur i Rebild står for skud
Samarbejdet i byrådet skal forandres og forbedres, lyder budskaber fra flere kandidater
STØVRING: Den politiske kultur var til debat på valgtræf i Rebild Kommune onsdag aften.
Fra flere sider blev der peget på, at der er brug for en anden samarbejdsform i byrådet, så flere bliver hørt, og politikken ikke er dikteret af de økonomiske rammer udstukket fra rådhuset i Støvring.
- Vi trænger til et politisk skifte, hvor vi i byrådet starter 25 mand om bordet, og alle bliver hørt, lød det fra Venstres spidskandidat Gert Fischer.
I en undersøgelse, som NORDJYSKE Medier for nylig gennemførte, scorede Rebilds borgmester Leon Sebbelin (RV) den borgmester i Nordjylland, som borgerne er mindst tilfredse med. Han måtte tage imod flere stød fra panelet af politikere på Støvring Gymnasium:
- Det er svært at få svar på, hvad kommunens penge bliver brugt til, og den kultur skal ændres, mener viceborgmester Allan Busk fra Den Sociale Fællesliste.