PB - her, der og alle vegne i HIK
Poul Børge Jensen, i mange år en institution i fodboldklubben, fejrer 90 års fødselsdag
PB, han var her og der og alle vegne i Hobro IK.
Som kampfordeler havde han altid styr på, hvad der foregik på banerne, og PB var fantastisk dygtig til at sætte de årlige bededagsstævner i scene.
- Så hvis du ville vide noget, så spurgte du altid PB. Han passede også kantinen, dømte kampe og trænede børn og unge.
Skudsmålet gælder Poul Børge Jensen med initialerne "PB" - noget nær altmuligmand en årrække hos Hobro IK.
Og ordene kommer fra Karl Åge Jensen, Hobro, selv med en fortid som mangeårigt medlem af HIKs spillerudvalg.
At det er ved at være et par dage siden, PB var aktiv i klubben, har sin forklaring
Han fejrede såmænd sin 90 års fødselsdag forleden.
- Jeg flyttede til Hobro i 1941 og meldte mig ind i HIK 15. april 1942, husker han med overbevisende præcision.
Som aktiv spiller gjorde han angiveligt ikke det store væsen af sig - hverken som ungdomsspiller eller seniorspiller i B-rækken på Hobros tredjehold.
Ansvaret som kampfordeler og altså den, der har styr på, hvornår og hvornår de enkelte hold træner eller spiller kampe, bestyrede han fra 1951 til 1980 - med ret til at sidde med i den bestyrelse, han i øvrigt var kasserer for en lille halv snes år.
Opgaver en årrække i DBUs repræsentantskab og JBUs nordjyske regionsbestyrelse blev der også tid tid.
Men navnlig de 28 år som ungdomstræner - fra 1951 frem til 1985 - husker fødselaren med glæde tilbage på.
- Jeg kunne godt lide at bidrage til at få kammeratskabet blandt spillerne til at fungere godt, forklarer Poul Børge Jensen, der også fik fornøjelsen af at dømme kampe.
Jo, for som træner var det jo fornuftigt at kende fodboldloven, så PB tog på opfordring et dommerkursus, som siden blev omsat aktivt med fløjten i hånd.
I mange år cyklede han ud til kampene i området.
Men inden de mange Hobro år fik lov at folde sig ud, skulle knægten jo lige vokse op på landet - nemlig hos bedsteforældrene i landsbyen Brøndum, der både drev lidt landbrug og en lille købmandshandel i privaten.
Drengen fik lov at hjælpe til i butikken efter skoletid, og måske derfor gik han købmandsvejen.
Eller rettere: Han kom i lære hos som grossist hos købmandsgrossist Chr. Hansen i Hobro, som pakkede og leverede varer til købmændene.
- Og dem var der rigtig mange af i Hobro - på et tidspunkt over 40 navnlig små købmænd, hvoraf mange bare havde en lille butik i huset som hjemme i Brøndum, husker Poul Børge Jensen.
Datidens købmand solgte gryn, sukker, mel, kaffe, the, men hverken kød eller brød.
Størstedelen af arbejdslivet - 33 år - tilbragte PB imidlertid fra 1954 på Hobro Andelsslagteri, hvor han stoppede som efterlønner i 1987. Fire år senere lukkede slagteriet
Men forinden skulle han som ung mand i sin bedste alder lige en tur til Vejle, hvor PB traf den snarlige fru Ingeborg.
Hun gjorde rent på et lokalt sygehus.
De var blevet pennevenner i forbindelse med et par ophold, PB havde på den stedlige idrætshøjskole i 1952, men venskabet udviklede sig til mere end at skrive sammen.
De blev gift i 1954 og boede på Udsigten i Hobro, hvor tre sønner og en datter voksede op.
Men sygdom og død adskilte parret i 1980 - ikke så længe efter deres sølvbryllup.
PB flyttede til Rostrup og havde overskud til også at træne miniputter i ROV - fodboldsamarbejdet mellem børne- og ungdomsspillere i Rostrup, Oue og Valsgaard - og en af miniputterne hed i øvrigt Martin Thomsen.
At han en skønne dag skulle score et par flotte langskudsmål for Hobro IK under klubbens første år i superligaen, havde PB Jensen selvsagt ingen anelse om.
- At klubben overhovedet er nået så langt og tilmed ser ud til at skulle blande sig i toppen af rækken har i den grad overrasket mig.
- Men jeg kommer selvfølgelig ud og ser kampene, siger 90-åringen, der nyder sit otium i lejligheden på Søndre Allé.
- Jo, jeg synes bestemt, jeg haft haft et godt liv, tilføjer han.