Op mod 200 gule HIK vikinger
Nystiftede Hobro Yellow Vikings kom medlemsmæssigt flot fra start - og lover høj stemning i fanzonen mod Randers FC
HOBRO: De første 150 HIK tilhængere har allerede meldt sig ind hos den nystiftede fanklub Hobro Yellow Vikings.
Og målet er at runde 200 medlemmer op til hjemmekampen mod Randers FC.
Med i den nye brigade af gule vikinger befinder sig stort set hele truppen af superligaspillere - hvis ikke dem alle.
Anfører Jonas Brix-Damborg tog lige en hurtig indmeldingsrunde i omklædningsrummet dagen efter den stiftende generalforsamling på DS Arena.
- For os spillere betyder det utrolig meget at se gul og blå røg stige op fra fantribunen og mærke tilråbene, når vi går på banen.
- Vi er rigtig glade for igen at have fået en fanklub i Hobro, kvitterer anføreren, der sammen med kantspiller Martin Mikkelsen og midterforsvarer Rasmus Minor tog del i generalforsamlingen.
Her udpegede de to dusin fremmødte tilhængere som ventet fanklubigangsætter Patrick Sadolin, Hobro, som formand.
- Vi har fået en rigt flot start, og vi arbejder på at skabe en ny og attraktiv fanzone op til Randerskampen.
Teltet skal fungere som fanklubbens egen vip-zone med diverse konkurrencer, udlodning af Jonas Brix-Damborgs kamptrøje fra hjemmesejren over Vejle, lidt god musik og billige fadøl.
Festligt i fanzonen
- Og så ser vi frem til besøg i fanzonen af assistenttræner Michael Kryger samt en eller to spillere, der ikke skal på banen i den kamp, fortæller Patrick Sadolin.
Bevæbnet med sin beskedne lydsvage mini-megafon ydede Sadolin selv en djærv - omend nok mere hæsfremmende end just hæsblæsende, verbal indsats ved at sende taktfaste, opmuntrende kampråb ind over banen til spillerne i den vitale hjemmekamp mod Vendsyssel forrige søndag.
Netop megafonens fravær af lydtryk illustrerer, at der for fanklubben resterer et stykke vej alene på udstyrsfronten.
Tudsegammel stortromme
- Også stortrommen er tudsegammel, og vi får brug for blandt andet nye flag og faner og maling. Men vi mærker heldigvis god velvilje fra klubben og dens sponsorer til at ville hjælpe os, fremhæver 48-årige Patrick Sadolin.
Nu belønnede Julian Kristoffersen retfærdigvis indsatsen fra fantribunen 13 minutter ind i anden halvleg, hvor det norske fyrtårn med et studsende hovedstød styrede kampens eneste mål op under nettaget og nærmest ind i smasken på de gule vikinger bag målet.
Opbakning fra klubben
Fanzonen genåbner lørdag klokken 14 med fuld opbakning fra Hobro IK.
- Vi vil gerne bevare en tæt dialog med fanklubben, som betyder meget for opbakningen af spillerne, pointerer fan- og eventkoordinator Mathias Rosendal.
- Hvad de i øvrigt har tænkt sig at gøre er selvfølgelig op til fanklubben selv.
- Men med musik og billig øl vil vi gerne bidrage til at skabe en god stemning op til kampen, tilbyder Mathias Rosendal.
Den første bestyrelse
- Og vi vil også hjælpe til med at skaffe goder under busturen til udekampene.
- Eksempelvis til konkurrencer om lidt merchandise fra fanboden og i det hele taget bruge vores egne medier til at skabe pr for Hobro Yellow Vikings, stiller Mathias Rosendal i udsigt.
Ud over formand Patrick Sadolin tæller bestyrelsen næstformand Jesper Norup, kasserer May-Britt Svarrer, Michael Kristensen og Miguel Valentine.
Som suppleanter blev udpeget Svend Bystrup og Benjamin Rasmussen.