Omsider kan lokal film ses i biografen i Skørping

10. november 2017 kl. 06.00

Nu får den lokalt producerede dramadokumentar om “Træfningen ved Hollandshus" biografpremiere.

Det sker i Kinorevuen i Skørping onsdag 15. november kl. 18.30, hvor tilrettelægger og instruktør Henrik Bugge Mortensen, Skørping, også vil fortælle om filmen.

Arrangementet omfatter desuden kaffebord med "hjemmebag á la 2. verdenskrig".

Filmen havde gallapremiere som led i Rebild Kulturuger - endda på selve nedkastningspladsen ved Madum Sø, hvor dramaet udspillede sig en augustnat i 1943, da 12 modstandsfolk kom i ildkamp med den tyske besættelsesmagt.

Niels Erik Vangsted blev skudt, mens Poul Kjær Sørensen blev taget til fange og senere henrettet. Begravelsen af Niels Erik Vangsted resulterede i strejker og oprør i Aalborg, hvor mange mistede livet.

En direkte årsag til, at den danske regering 29. august 1943 afbrød samarbejdspolitikken med besættelsesmagten.

Filmen har været hele syv år undervejs, og Henrik Bugge Mortensen glæder sig derfor til, at den omsider kan vises i biografen. Denne aften vil mange af de medvirkende både bagved og foran kameraet være til stede.

Efter premieren er der stort kaffebord med hjemmebag bagt efter Kirsten Hüttemeiers opskrifter fra perioden under 2. verdenskrig.

- Det er i den forbindelse lykkedes at skaffe det nødvendige antal rationeringsmærker til indkøb af blandt andet smør og sukker, så vi kan love, at der ikke er sparet på noget, lyder det lunt fra Henrik Bugge Mortensen.

Den sidste overlevende fra modstandsgruppen, tidligere politiassistent Karl Peter Madsen (90 år), er filmens gennemgående fortæller. I filmen medvirker også tidligere politiassistent Erik Lottrup (100 år) og tidligere overlæge Aage Astrup (104 år).

Hele hændelsesforløbet er dramatiseret med hjælp fra lokale statister og rollespillere i tyske uniformer, og filmen er så vidt muligt optaget på de autentiske lokaliteter.

Der er planlagt yderligere to forestillinger i Kinorevuen, nemlig lørdag 18. og søndag 19. november, begge dage kl. 16. Også ved disse forestillinger vil Henrik Bugge Mortensen fortælle om filmens tilblivelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste