Billede beskrivelse

Økologi og politik i Drivhuset

En lille flok mennesker havde forleden fundet husly i Gedsteds største drivhus

22. november 2018 kl. 09.13

GEDSTED: På en mørk, kold og regnfuld aften havde en lille flok mennesker forleden fundet husly i Gedsteds største drivhus.

Det var dog ikke helt tilfældigt. Alternativet i Vesthimmerland havde inviteret sig selv på besøg hos Eva Bjerrum fra Drivhuset. Anledningen var en præsentation af Alternativets nye spidskandidat, Susanne Zimmer, og en snak om økologi og lokale varer.

Eva Bjerrum indledte aftenen med historien om Drivhuset, som hun, sammen med sin mand, har drevet i 38 år, og undervejs blev gæsterne klogere på bl. a. sædskifte, grøn gødning og diverse skadedyr.

Susanne Zimmer fortsatte i sit indlæg, hvor Eva Bjerrum slap.

Hun annoncerede bl. a., at hun som folketingskandidat vil arbejde for billigere frugt og grønt ved at sænke momsen til 12.5 procent. Samtidig advarede hun mod, at producenter af økologiske varer presses så meget på pris, at de ikke kan overleve.

Efter indlæggene var der besøg i Drivhusets butik, hvor der på aftenen blev købt stort ind af økologiske produkter.

Flere af gæsterne gav udtryk for, at det var rart at kunne stille spørgsmål direkte til en folketingskandidat og samtidig opleve et sted, hvor økologi fungerer så godt.

Susanne Zimmer erklærede sig for sin del helt klar til yderligere arrangementer af samme slags, ikke kun i Vesthimmerland, men gerne i hele Nordjylland. Hun opfordrede samtidig folk til at komme med forslag til kommende besøg i bæredygtige virksomheder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste