Nye lækkerier på Kulturtallerkenen i Arden
- Vi startede med Kulturtallerkenen sidste år, hvor vi havde fem vellykkede og velbesøgte foredragsaftener. Til fire af dem kunne vi melde helt udsolgt, fortæller Arne Arildsen fra Kulturhusforeningen i Arden.
Hver aften indledes med fællessang efterfulgt af spisning. Her er det gårdbutikken Arden Frugt & Grønt, der leverer maden. I forbindelse med spisningen vil der være musikalsk underholdning leveret af Gritt Møller og Fatima Ali, som også synger for og akkompagnerer fællessangene.
Efter spisning og sang kan der opleves forskellige foredragsholdere, som igen i år kommer vidt omkring, startende med den tidligere højskolelærer, radiochef, forfatter m.v., Finn Slumstrup, der under titlen "Arden er et magisk sted" vil fortælle om sit forhold til Arden, hvor han boede de første 6 år af sit liv og siden tilbragte mange og lange ferier hos sin mormor og morfar.
De efterfølgende foredrag leveres af Georg og Tamara Julin, der fortæller om "Den 4. alder", Peter Søvad, der leverer et syng-med-foredrag om PH og Liva Weel, Lisbeth Zornig Andersen, der fortæller om en barsk opvækst præget af vold, druk og seksuelle overgreb og endelig den tidligere "Mr. AaB" i form af Lynge Jakobsen, der fortæller om sin tid i klubben. Første arrangement er den 12. oktober i år, mens det sidste arrangement er den 15. marts næste år.
Kulturtallerkenen er arrangeret i et tæt samarbejde mellem Ældresagen i Arden, Røde Kors i Arden, LOF Mariagerfjord/Rebild, Blå Kors Rold Skov, Det Blå Værested, Mariagerfjord Bibliotekerne og Kulturhusforeningen i Arden.
- Det fungerer rigtigt godt, at vi er flere organisationer og foreninger sammen om arrangementerne. Dels fordi afviklingen kræver en del frivillige, men også fordi, at vi alle har et stort netværk til potentielle gæster. Dermed rammer vi også en målgruppe, der måske ellers har haft lidt svært ved at komme afsted til sådan et arrangement, fortæller Lene Rysgaard Larsen, leder af Det Blå Værested i Arden.
Støtte fra Jutlander Bank
Ligesom sidste år har Jutlander Bank valgt at støtte initiativet, og overrakte forleden en check på 13.000 kr. til Kulturhusforeningen i Arden - øremærket Kulturtallerkenen.
- Vi vil gerne støtte gode, lokale initiativer, og det må vi sige, at kulturtallerken er, lyder det fra Henrik Harboe, afdelingsdirektør i Jutlander Bank i Arden.
- Vi er glade for at støtte et initiativ, der også viser hvor bredt Kulturhusforeningen i Arden spænder, herunder også det stærke samarbejde, der er på tværs af organisationer og foreninger, slutter Henrik Harbo.