Nye ejere har forvandlet campingplads og store planer er på vej
Laila Davidsen og Niels Kristian Veggerby overtog Løgstør Camping i oktober sidste år
LØGSTØR: - Der var ikke mange, der troede, vi ville nå alt det, vi havde planer om.
Sådan lyder det fra ejerne af Løgstør Camping Laila Davidsen og Niels Kristian Veggerby.
I oktober sidste år købte parret den tre hektar store campingplads i Muslingebyen ud til Limfjorden.
Da parret købte Løgstør Camping, var de velvidende om, at pladsen trængte til en kærlig hånd.
Hele vinteren har de knoklet for at få genopfrisket pladsen, hvor alt udvendigt og servicebygningerne har fået en overhaling.
Helt konkret har parret skiftet halvdelen af pladsens "prut-på-række-toiletter", som Laila og Niels Kristian kalder det, ud med separate badeværelser, der hver indeholder toilet, håndvask og bad i samme rum.
Derudover er halvdelen af køkkenet renoveret til at være mere tidssvarende, fællesstuen har fået et løft og er blevet mere indbydende, og sidst er legepladsen blevet opgraderet.
Store planer for udvidelse
Da parret købte campingpladsen, fulgte en del af stadionområdet med i købsaftalen.
Det store, uberørte areal lægger op til nye udvidelsesplaner for campingpladsen.
- Vi har rigtig mange tanker om, hvad det kan være. Da der ikke er nogle eksisterende hytter eller andet, har vi mulighed for at lave, hvad vi vil, siger Niels Kristian Veggerby og fortsætter:
- Men vi vil gerne lave det, der kan give mest værdi for os og for Løgstør. Derfor er næste skridt at hive fat i Muslingebyen og Destination Himmerland til en snak om, hvad de tænker fremtidens turisme i Løgstør mangler.
Uden at love for meget har parret selv tænkt i flere luksus-tanker.
- Vi tror, det bliver noget med nogle luksushytter, men som sagt, vil vi gerne have flere øjne på, før vi går i gang med noget, siger Niels Kristian og forklarer, at lige nu er første prioritet at blive helt færdige med den eksisterende plads.