Ny centerchef er på plads i Rebild
Poul Hvidberg-Hansen tiltræder 1. august i Center Plan, Byg og Vej
REBILD: Blandt 15 ansøgere har Rebild Kommune efter en 2. samtalerunde i denne uge nu ansat Poul Hvidberg-Hansen som ny chef for Center Plan, Byg og Vej.
Poul Hvidberg-Hansen er arkitekt, 52 år og kommer fra en stilling som planchef i Odsherred Kommune de sidste knap fem år.
Forinden var han plan- og udviklingschef i samme kommune i to et halvt år.
Han har derfor et solidt kendskab til området og flere års ledererfaring.
Om det nye job siger Poul Hvidberg-Hansen:
- Jeg ser frem til at møde medarbejderne og blive en del af ledelsesteamet i Rebild Kommune. Som ekstern bedømmer i vurderingsudvalget for byudviklingsområdet ved Støvring Ådale, har jeg fået en rigtig god fornemmelse for kommunen og jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet.
Kommunaldirektør Jes Lunde byder Poul Hvidberg-Hansen velkommen 1. august, hvor han starter i den nye stilling.
- Det er en virkelig stærk og erfaren profil vi skal byde indenfor, og jeg glæder mig meget til samarbejdet med ham, påpeger han.
Det er planen at Poul Hvidberg-Hansen, der har boet i København i en årrække, nu flytter "hjem til Jylland" med familien.
Som centerchef afløser han Hanne Breitenbauch, der er fratrådt og er gået på pension.