Ny afdelingsdirektør kender Støvring bedre end de fleste
Paw Winther, Støvring, er netop tiltrådt som afdelingsdirektør i den lokale afdeling af Jutlander Bank.
46-årige Paw Winther har 22 år bag sig i banksektoren, heraf 15 år i lederstillinger. De seneste otte år har han været ansat som afdelingsdirektør ved Nordjyske Bank i Vestbjerg, og tidligere har han blandt andet fungeret som filialdirektør ved Danske Bank i Aalborg.
Sammenlagt har den nye afdelingsdirektør boet i og omkring Støvring i 35 år.
Han er født og opvokset i byen, og i denne omgang har han haft adresse i Støvring siden 2004 med sin kone Charlotte og deres to tvillingepiger på 12 år. Paw Winther ser nu frem til for første gang at arbejde i den by, som han i størstedelen af sit liv har haft som base og udnytte det lokalkendskab, han har til området.
Som afdelingsdirektør i Jutlander Bank har Paw Winther bl. a. en ambition om at kunne være med til at sætte yderligere skub i den positive udvikling, som Støvring i forvejen er inde i med opførelse af mange nye privatejendomme og erhvervsbygninger.
I fritiden står den ofte på cykling for den nye afdelingsdirektør - mest i skoven på mountainbike, men også på landevejen. Derudover nyder han i vinterhalvåret det kolde gys i St. Økssø i Rold Skov som medlem af badeforeningen Søens Folk.
Paw Winther overtager stillingen fra Marianne Westergaard, der efter eget ønske har valgt at tiltræde som erhvervskundechef i samme afdeling.