Nu sættes der snart lys til problem-kryds
Bedre afvikling af trafikken, mens vi venter på en ny omfartsvej syd om Støvring
STØVRING: Trafikanter vil snart blive mødt af rødt, gult og grønt syd for Støvring. Nu kommer nemlig den lysregulering på Hobrovej, som byrådet vedtog allerede i 2019.
Det drejer sig om det dobbelte kryds Hobrovej-Buderupholmvej og Hobrovej-Nibevej.
- Det er et problematisk kryds. Byudviklingen i Støvring Syd har taget fart, og vi planlægger yderligere udbygning i området, der øger trafikmængden. Desuden krydser fodgængere vejen på et sted, hvor der ikke er fodgængerfelt, forklarer Leon Sebbelin (RV), formand for teknik og miljøudvalget i Rebild Kommune.
Det dobbelte kryds på Hobrovej har givet anledning til politiske sværdslag. Byrådet måtte i juni finde flere penge, fordi projektet blev dyrere end først beregnet. Der viste sig nemlig et behov for at bygge højresvingsbaner på både Nibevej og Buderupholmvej, fordi lysreguleringen i myldretiden om morgenen ellers vil give lange køer og ventetid.
De ekstra svingbaner betyder, at kommune må ekspropriere jord fra lodsejere for at få plads til mere asfalt. Ekspropriationen er endnu ikke afsluttet.
En ny omfartsvej syd om Støvring og Nibevej kommer efter planen om nogle år, og den vil aflaste krydset på Hobrovej så meget, at der ikke er brug for højresvingsbanerne, viser beregninger fra ingeniørfirmaet Cowi.
Byrådet holder dog fast i, at det er nødvendigt her og nu at aflaste det dobbelte kryds med lyssignal - og et par nye svingbaner.
Der er sat 3,2 millioner kroner af til projektet, og anlægsarbejdet er efter planen færdigt til sommer, med mindre ekspropriation og indsigelser fra politiet giver problemer.