Billede beskrivelse

Nu kan dyrene også få lidt godt i julesokken

25. november 2017 kl. 13.54

Julen og den hyggelige december lurer lige om hjørnet. En tid, hvor der særligt overfor børnene bliver skruet ekstra op for forkælelserne med julekalendere, små pakker, julegodter i sokkerne o.s.v.

Hos Skørping Dyreklinik synes de imidlertid også, at dyrene skal forkæles - men selvfølgelig på den rigtige måde.

Hunde, katte og andre dyr skal selvfølgelig ikke forkæles med chokolade, marcipan, pebernødder og andre menneskelige julegodter. Det kan være direkte livsfarligt for dyrene. Men dyrene må alligevel godt forkæles - bare det er på den rigtige måde.

- Dyrene kan komme ind til os og aflevere en julesok, og ja, de må godt tage deres ejer med. Så kommer vores kliniknisse lidt julegodter i sokken i løbet af december måned, fortæller Gry Rauff Mikkelsen, indehaver af Skørping Dyreklinik.

Dyrene skal aflevere deres julesok inden den 1. december, og så kan de hente den igen efter 20. december, hvor den gerne skulle være fyldt med overraskelser.

- Det kan være både plejeprodukter og godbidder.

- Vi må se, hvad nissen har med, fortæller Gry, der håber, at rigtig mange dyr kigger forbi klinikken.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste