Billede beskrivelse

Nu er der lagt op til slagsmål om vindmøller

Seks møller splitter

21. april 2022 kl. 16.27
Opdateret 22. april 2022 kl. 15.47

VESTHIMMERLAND: Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) gav forleden kirken besked på at blande sig udenom kommunens vindmølleplanlægning i Blære/Bjørnstrup i Vesthimmerland. Men det forhindrer ikke et større slagsmål, når de 27 byrådsmedlemmer i Vesthimmerland torsdag tager stilling til det videre arbejde med at opsætte en række meget omdiskuterede vindmøller i området.

Det står klart, efter økonomiudvalget i kommunen har haft sagen på sit bord.

Fornylig ophævede indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) Viborg Stiftsøvrigheds indsigelse mod opstilling af Vindmøller ved Blære/Bjørnstrup, efter vindmølleprojektet førte til en bred diskussion af kirkers ret til at stoppe vindmølleprojekter.

Kaare Dybvad ophævede kirkens indsigelsen mod opstilling af vindmøller ved Bjørnstrup med den begrundelse, at der skal mere fart på planlægningen af vindmøller og solceller.

Billede beskrivelse

I sagen havde stiftet gjort indsigelse mod Vesthimmerland Kommunes planer om at opsætte seks vindmøller nær Gundersted Kirke.

Stiftet kunne ikke nå til enighed med kommunen og sagen blev derfor sendt til ministeren, der altså endte med at feje kirkens indsigelse af bordet.

Sagen satte fokus på, at landets stifter har en særlig vetoret i planloven over for projekter eksempelvis vindmølleprojekter.

Stifterne kunne nemlig - indtil ministeren slog bremsen i - sætte stopper for projekter, som de mener ødelægger udsynet til kirker og dermed den kulturarv, de repræsenterer, ved indsigelser.

Den mulighed er nu væk, men det bliver alligevel ikke uden sværdslag, når byrådet skal tage stilling til at sætte møllearbejdet i gang igen efter ministerens afgørelse.

Billede beskrivelse

Det var nemlig et dybt splittet økonomiudvalg, der op til byrådets møde torsdag på forhånd har drøftet sagen. Og dermed har gjort det krystalklart, at byrådet kommer til at stå dybt splittet på torsdag.

Administrationen på rådhuset indstillede til økonomiudvalget, at kommuneplantillæg og lokalplan, der skal bane vej for seks nye møller, vedtages og dermed bane vej for seks vindmøller med en totalhøjde på op til 150 meter.

Men det er kun de tre Venstre-medlemmer af økonomiudvalget - Kurt Friis Jørgensen, Per Bisgaard og Per Bach Laursen - der er med på at genoptage planlægningen. De mener, at området skal have plads til alle de seks omdiskuterede møller.

De to konservative medlemmer af udvalget - Svend Jørgensen og Signe Nøhr - anbefaler godt nok at man går videre med planlægningsarbejdet, men med den tilføjelse, at det ikke hedder seks møller, men fem-seks møller..

SFs Theresa Berg Andersen vil slet ikke være med til at der bliver opsat møller i området, mens socialdemokraten Asger Andersen vil have sagen udsat, indtil der er klarhed omkring nye regler for kompensation til naboer til vindmøller.

Borgmester Per Bach Laursen (V) forudser, at der tegner sig et flertal i byrådet for, at planarbejdet kan fortsætte, efter ministeren har fejet kirken til side, men indrømmer, at han til gengæld har han svært ved at forudse, om der kan skaffes flertal for seks møller eller det kun bliver fem.

Tidligere har sagen skabt intern splittelse i både Socialdemokratiet og hos de konservative.

- Når det kommer til antallet af møller - altså om der skal være plads til fem eller seks møller - så forudser jeg, at det kan gå hen og blive en tæt 13-14 afgørelse i byrådet, siger Per Bach Laursen.

- Det er jo altid skønneste at slippe for så tætte afgørelser, men lige netop når det kommer til vindmøllesager har vi jo tidligere haft tætte afstemninger, siger borgmesteren og henviser til en sag fra Malle, hvor det endte ud med, at et vindmølleprojekt blev afvist.

Ender det ud med seks møller i Blære/Bjørnstrup, er det tanken, at de skal opstilles på en ret linje i nordvest-sydøst gående retning fra Bjørnstrup mod Lille Ajstrup med en indbyrdes afstand på ca. 350 meter, med undtagelse af afstanden mellem mølle 1 og 2, der er 334 meter. For at gøre plads til vindmølleprojektet saneres seks ældre vindmøller i området.

Det er Hovedstadens Forsyningsselskab (HOFOR), der har ansøgt Vesthimmerlands Kommune om tilladelse til at opføre de seks nye vindmøller med en totalhøjde på op til 150 meter.

Området er udpeget som vindmølleområde i Vesthimmerland.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste