Noget at tale om på Solgaven
Motiver fra Hobro Havn, som teatermaler Rüdiger Busch har skabt, pryder nu en væg på Solgaven
Teatermaler Rüdiger Busch, Hobro, har været kreativ på Plejehjemmet Solgaven i sin hjemby.
Ikke i kulisserne, men på en af gangene, hvor alle kan se det.
I løbet af et par uger har den 54-årige tysker udsmykket en væg ved indgangspartiet med motiver fra Hobro Havn, som han betragter som sit åndehul.
- Rigtig mange af vores beboere er stoppet op og har fået en snak med Rüdiger, mens han har arbejdet.
- Det er jo genkendelige motiver, når man har boet i Hobro, siger distriktsleder Hanne Virkman, der glæder sig over resultatet.
- Det giver noget mere for beboerne at tale om - frem for, at man bare ser på en murstensvæg, synes hun.
På plejehjemmet Solgaven fik de sidste år den lyse idé at bede Rüdiger Busch om at male noget flot.
De havde set den udsmykning, han i 2016 skabte til Plejehjemmet Skovgården i Hadsund.
"So ein Ding müssen wir auch haben", har man tænkt i Hobro.
På Skovgården har Rüdiger Busch skabt illusionen af en lille strøggade med bindingsværk, blomsterflor og skilte over dørene.
Personalet på Solgaven gik i kælderen og fandt gamle billeder fra Hobro, som kunne være til inspiration for Rüdiger Busch.
Han kan godt lide tanken om, at han er med til at fortælle historien om Hobro.
- Mens jeg malede, faldt jeg i snak med en dame, som engang havde haft en købmandsbutik.
- Hun fortalte mig, at de kørte rundt på den slags cykler, fortæller Rüdiger Busch - med henvisning til pigen på longjohn, som på ladet transporterer en kasse Bie øl fra Hobro.
Han håber, at udsmykningen vil være til glæde for beboerne.
Nu ligner væggen ikke mere "noget institutions- agtigt".
- Jeg kan godt lide havnemiljøet i Hobro.
Det er et åndehul, hvor jeg slapper af. Hobro Værft er med, fordi jeg har lavet maleropgaver for dem.
- Samtidig er det et af de markante vidnesbyrd om Hobros historie.
Kongeskibet Dannebrog, som lagde til kaj i Hobro sidste sommer med Dronning Margrethe ombord, står centralt i udsmykningen og vil sikkert vække minder hos mange beboere.
Gravhunden Olsen er ikke nær så kendt, men har også fået en plads på væggen.
Hunden, som for længst er gået til de evige jagtmarker, tilhørte Egon Stoldt, som i gamle dage forpagtede traktørstedet i Østerskoven.
Rüdiger Busch har arbejdet på fri hånd efter fotografier, han har taget på Hobro Havn.
Udsmykningen er blevet til i et samarbejde med Hobro Malerfirma.
De har ansat Busch til netop denne opgave.
Rüdiger Busch stammer oprindelig fra Bremen og har boet fast i Hobro siden 2005.