Ni timer i sadlen på førstedagen
MARIAGERFJORD: Efter ni timer i sadlen kunne rytterne på cykelholdet "Mariagerfjord Cykler" tirsdag kl .17 endelig sætte cyklerne fra sig på Hotel Scandic i Kolding, som er første stop på den lange cykeltur fra Hobro til Berlin.
Starten var gået præcis kl. 8 fra Pajo Bolte på Lupinvej, hvor en af initiativtagerne, direktør Lars Johansen, holdt pep talk, før ryttere og serviceteam begav sig ud på de første af i alt 750 kilometer.
Vejret var på førstedagen perfekt med en frisk vestenvind, og selv om der var et par småstyrt bl.a. på grund af klik-ud fejl kom alle sikkert til Kolding.
- Faktisk var det slet ikke så hårdt som jeg havde frygtet, storsmilede en af af de otte unge ryttere på turen, Paterne Irakiza, da han var steget af cyklen i Kolding.
- Men jeg skal da blankt indrømme, at der var et par situationer, hvor det kunne være gået galt. Vi kørte jo ind i mellem stærkt og tæt på hinanden, tilføjede han.
Paterne Irakiza og hans kammerater kom på etapen ud for en af de helt store udfordringer i Vejle. Det var den frygtede stigning - Kiddesvej - der skulle forceres. Stigningsprocenten når op på 17. Alle kom op - halvdelen på to hjul og resten på to ben. En af de virkelig seje var ide-manden til Mariagerfjord Cykler, Bent Ringgaard.
- Og så fik jeg endda ikke gearet ned i laveste gear, skæmtede han på toppen.
Etapen var på i alt 158 km og gennemsnitsfarten var på omkring 23 km/t. Undervejs var der pauser, hvor serviceteamet var klar med god forplejning i form af sandwich, kølige læskedrikke og noget sødt.
Onsdag venter der en ny hård udfordring, nemlig 175 km fra Kolding til Kiel. Ryttere og serviceteam ankommer lørdag til Berlin.