Naturens små superhelte

Lærerige stunder i 11 børnehaver med praktikant Mette Pedersen fra Mariagerfjord Naturskole

31. december 2017 kl. 08.00

11 børnehaver i Mariagerfjord Kommune har haft besøg af Mette Ósland Pedersen, som i de seneste fire måneder været i praktik i Mariagerfjord Naturskole.

Mette Ósland Pedersen studerer natur og kulturformidling og har i sin praktik haft til opgave at lave naturaktiviteter med børnene.

Mariagerfjord Naturskole er først og fremmest henvendt til folkeskolerne, så da praktikaftalen med Mette Ósland Pedersen blev indgået, føltes det oplagt at lave et midlertidigt tilbud til kommunens børnehaver.

Aktiviteterne har været mange og varierede. Fra kompostorme og bål i Mariager over superhelte i Hobro til myrestudier i Hadsund, oplyser naturvejleder i Mariagerfjord Kommune Karsten Rybjerg Larsen.

Spirebørnene i Vinkelvejens Børnehave og Rosenhaven i Hobro har haft besøg af Mette Ósland Pedersen flere gange.

Børnene er blevet uddannet til "Naturens Superhelte".

Et projektforløb over fire uger gjorde børnene opmærksomme på den natur, der omgiver dem. Og på, hvordan vi kan være gode ved dyr og natur.

Hver uge har budt på et nyt tema: krible-krable, pattedyr, skovens træer og fugle.

Hvert tema vekslede mellem aktiviteter og en lille hjemmeopgave, så børnehaven havde noget at arbejde videre med.

Et af de største hit har været naturkunst.

Børnene dekorerede træer med naturmaterialer sat fast med ler, insekthoteller og fuglemad på kogler.

Pædagog i Vinkelvejens børnehave Hanne Næsby fortæller, at det har været gode input i dagligdagen.

Hun fremhæver, at der er kommet produkter ud af mange af aktiviteterne, som kan se, og som de sammen med voksne kan få en god snak om.

Mette Ósland Pedersen er ikke i tvivl om, at de sidste fire måneder har været fyldt med gode oplevelser og værdifulde erfaringer.

- Der har helt klart været et hul, jeg har kunnet udfylde, og de ønsker der er kommet fra børnehaverne har været meget varierede.

Det har været både regulære videns aktiviteter, kreative og fysiske opgaver og aktiviteter indenfor friluftsliv. Sjældent er jeg kommet hjem uden at lugte af bål.

Mariagerfjord Naturskole er et tilbud til kommunens folkeskoler, hvor de kan få inspiration og assistance til naturaktiviteter som supplement til den daglige undervisning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste