Naturbilleder pryder væggen på Toftegården

16. marts 2018 kl. 12.09

Nye billeder er kommet op på væggen på Gallerigangen på Toftegården i Møldrup.

Det er Orla Thorsager Andersen, som viser sine skønne naturbilleder frem.

Han er født ved Hærup Sø, en af Danmarks skønneste pletter. Helt fra dreng har han fotograferet, så det har været fra det gamle bokskamera, til han i dag har det sidste nye i det digitale Nikon udvalg.

Konfirmationsgaven bestod også af et kamera. Hans levevej har i 37 år været at fotografere skolebørn m.v., medens hans hobby har været at fotografere naturen i al dens mangfoldighed.

Han er selvlært på fotoområdet, men har altid haft sine motiver lige uden for hoveddøren, da han i dag bor i sit barndomshjem. En pudsig episode havde han, da han sad ved søen i et fotoskjul med kun linsen fremme.

Han var på jagt efter et skud af isfuglen. Så kom den og satte sig på selve linsen. Flere af billederne på væggen vidner om andre tættere kontakter til isfuglen med sin farverige fjerdragt og en lille fisk i næbbet. Der skal tålmodighed til, når man er fuglefotograf, men det skal der jo også, når man fotograferer børn. Orla har en hjemmeside Thorsager-Naturfoto, der er fyldt med hans skønne billeder.

Han har også et vildtkamera, der fanger oddere og rørdrum m.v. På væggen er der landskabsbilleder fra Island og Norge og Tanghuset i Virksund fanget i tågen på Kirstens Kleins manér. (Fotograf på Mors).

Lokalhistorisk Forening for Møldrup og omegn har lånt billederne et par måneder, så kom og se fugle, insekter, blomster m.v.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste