Natlig palletyv afsløret i Støvring
Hvor pallerne er stjålet kunne den 30-årige ikke præcist huske
Tildækkede nummerplader på en personbil fik natten til torsdag en politipatrulje til at stoppe føreren på Hobrovej midt i Støvring by.
Det viste sig at bilisten i skikkelse af en 30-årig mand fra Støvring var frakendt førerretten til en bil.
En trailer var efterspændt bilen, hvor der var placeret 71 kvarte plastikpaller, som blandt andet benyttes til placering af varer i dagligvarebutikker.
Bilisten erkendte at have stjålet dem, men kunne ikke huske præcist hvor.
Den anholdte mand er ifølge vagthavende hos Nordjyllands Politi en gammel kending af ordensmagten.