Billede beskrivelse

Når unge med særlige behov skal ud på arbejdsmarkedet

Opholdsstedet Odamsgård klæder de unge på til arbejdslivet

25. juli 2018 kl. 15.58

HOBRO: Praktik er nøglen til motivation for unge med særlige behov.

På opholdsstedet Odamsgård med egen uddannelsesafdeling og værksted udgør praktik en vigtig del af den undervisning, unge med behov for ekstra socialpædagogisk støtte får.

Og at praktikken forløb succesfuldt er meget motiverende for de unge.

Det giver de unge ekstra blod på tanden og mod på at uddanne sig.

Find sin egen plads

Nok så vigtigt nærer det også håbet hos den unge om at finde sin egen plads på arbejdsmarkedet.

Det er 20-årige Sune Kristensen et godt eksempel på.

Han har taget fat på en Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) på Odamsgård,.

Sune er godt i gang med at samle uddannelsesbeviser, der dokumenterer, hvad han har lært.

Lige nu er Sune så heldig at være i praktik to steder, hvor han får lov til at arbejde med det, han allerhelst vil.

Scooter- og automekaniker

Sune Kristensen er i praktik som scootermekaniker hos Vielshøj Motorservice.

Men også som automekaniker hos Autoværkstedet på Svalevej - lige over for Odamsgårds Uddannelsesafdeling i Hørby Kirkeby.

Her får den unge mand lov til at prøve kræfter med opgaver, han kan klare. Gradvist bygges der på.

På Autoværkstedet Hobro har værkstedsleder Claus Ørtoft ansvaret for Sune Kristensens praktik.

Det sker i samarbejde med Odamsgårds uddannelsesleder, Jens Vognsgaard.

På Autoværkstedet Hobro har Sune været i praktik to formiddage om ugen.

Gradvist får han flere timer og flere opgaver i et tempo, så han når at bearbejde og omsætte alle de nye informationer og indtryk.

Motiveret

Claus Ørtoft er glad for at have Sune i praktik:

- Sune er motiveret for at komme her. Han møder op om morgenen og har flair for opgaverne.

- Indtil videre har Sune lært nogle rutineopgaver som at skifte dæk, og han har også bidraget til at håndtere nogle serviceopgaver og været en tur i synshallen.

Når han instrueres i noget nyt, er han god til at udføre opgaven spørge, hvis han er i tvivl, anfører Claus Ørtoft.

Ofte skal de unge bruge længere tid til at løse opgaverne. Nogle skal have hjælp til at kommunikere og til det sociale samspil med kolleger eller kunder.

- Men når man som Sune har et godt håndelag og er koncentreret om opgaven, har vi noget at bygge videre på, konstaterer Claus Ørtoft.

Odamsgård lægger vægt på, at både den unge og virksomheden forberedes godt, inden praktikken begynder,

Nederlag i livet

Det skal være værd at investere tid i for arbejdspladsen. Da de fleste unge i forvejen har oplevet mange nederlag, betydet det meget, at praktikken fungerer godt.

I Odamsgårds uddannelsesafdeling forberedes de unge via forløbet - "Klargøring til praktik".

Det er et forløb under OCN (Open College Network), som den unge også får uddannelsesbevis for.

Praktikken kan være en ekstra udfordring for de unge, da det ikke bare handler om det rent faglige, men også om sociale og personlige kompetencer.

Derfor forberedes de, før praktikken går i gang.

Her introduceres de unge i, hvad det kræver at forstå og begå sig på en arbejdsplads.

Forventninger afstemmes

Under praktikken arbejdes videre med de særlige udviklingspunkter, den enkelte har behov for.

Det kan være temaer som samarbejde, motivation, kommunikation og sociale kompetencer.

Samtidig følges han eller hun tæt af enten uddannelsesleder Jens Vognsgaard eller den unges kontaktperson.

Det gøres løbende status og afstemmes forventninger, og der kan laves justeringer undervejs.

Vigtigst af alt er det, at den unge befinder sig godt på arbejdspladsen og er motiveret og glad for at være der.

For Sune giver det god mening at være i praktik på et værksted tæt på og hjælpe ham tættere på drømmen.

Sune Kristensen bor også i Odamsgårds botilbud og er flyttet i sin egen lejlighed i botilbuddet nu.

- Jeg er rigtigt glad for at være på autoværkstedet. Jeg skal have flere timer der efter sommerferien. Det glæder jeg mig til, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste