Når gammelt omskabes til nyt
Vennerne Benjamin Gade og Kristian Guldbæk Christensen driver tømrerfirmaet Spice Up og medvirker i DR’s Mesterskaberne
Når du kan bygge gamle skriveborde om til nye senge.
Eller skabe brugbare havemøbler ud af kabeltromler.
Eller for den sags skyld genanvende kasserede bøger, så de kan bruges som sengebord.
Hvorfor så ikke også forsøge at skabe fine, lækre møbler ved at inddrage gammelt eller nyt træ og genbrugsmaterialer som et håndtag, en gammel bordplade, noget gammelt rusten jern eller noget fjerde?
Sådan spurgte makkerparret Kristan Guldbæk Christensen og Benjamin Gade sig selv.
Det andre smider ud
De to unge håndværkere medvirker i et underholdningsprogram på DR1 - Mesterskaberne - hvori otte makkerpar dyster om i at være allerbedst til at se mulighederne i alt det, andre smider ud.
Programserien, der blev optaget sidste vinter, sendes for tiden hver onsdag klokken 20 - så længe der er deltagere tilbage.
I hver udsendelse sendes nemlig et af deltagerparrene ud af konkurrencen.
Noget nyt og brugbart
Men netop den disciplin at få noget nyt og brugbart ud af noget kasseret tiltaler de to næsten jævnaldrende og relativt nyslåede tømrere, der begge oprindeligt kommer fra Hobro.
- Vi vil gerne fortsætte i samme genre og lave lækre møbler både af genbrugstræ og af nyt træ.
- Derfor etablerede vi i april for vores fælles firma - Spice Up - fortæller 21-årige Benjamin Gade.
Han bor i Kielstrup, hvor han selv har indrettet tømrerværksted i udbygningerne.
Ligeledes råder hans 22-årige makker over eget værksted.
Kristian Guldbæk Christensen bor i Simested tæt ved Nørager, hvor han har renoveret et hus både til bolig til sig selv kæresten og til værksted.
- Allerede før, vi begyndte at samarbejde i Spice Up, har Kristian og jeg hver især udfoldet vores kreativitet ved at skabe nogle unikke møbler.
Mesterskaberne udfordrer
- Men det var en kæmpe oplevelse og udfordring for os at deltage i ”Mesterskaberne”, fordi vi undervejs udviklede os meget, uddyber Benjamin Gade.
Benjamin understreger, at han og Kristian Guldbæk Christensen hver især fortsat arbejder med dagligdags tømreropgaver.
Begge blev udlært for halvandet år siden.
De blev venner for fire år siden under deres skoleophold på Tradium i Randers.
- Her var vi begge under uddannelse og fandt ret hurtigt ud af, at vi har meget til fælles og tilmed går rigtig godt i spænd.
- Og så har vi ellers været venner siden, tilføjer Benjamin Gade og glæder sig over, at han og makkeren sagtens kan få tiden til at gå i Spice Up.