Musikstationen har solgt overraskende få billetter.
Livet her

Musikstationen i krise og billetsalg styrtdykker: - Skørping tag jer sammen

Billetsalg falder som aldrig før

22. september 2022 kl. 19:00

Et styrtdykkende billetsalg hos Musikstationen i Skørping har resulteret i, at stedet har måtte aflyse hele fem koncerter på efterårsprogrammet. 

Det fortæller formand Jes Kaa Kristophersen, som den seneste tid har haft mange svære samtaler med kunstnere, der ikke skal dukke op alligevel. 

- Under corona betalte vi vores kunstnere ud, men nu er vores kassebeholdning stort set nul kroner, så det har ikke kunnet lade sig gøre den her gang, fortæller han.

Musikstationen er en nonprofit forening, der ikke skal tjene på sine arrangementer, men blot løbe rundt. Det kan ikke lade sig gøre med 15 solgte billetter, fortæller formand Jes Kaa Kristophersen.

15 billetter

Musikstationen har siden corona oplevet et svigtende billetsalg, men nu er det nået et minimum. 

Hvor man før kunne sælge op til 100 billetter per koncert, har man knap kunne nå op på 15 solgte billetter til efterårets ellers planlagte koncerter.  

- Når vi står med alle udgifter fra lys, lyd og forplejning, og ingen billetter kan sælge, står vi med et underskud på omkring 20.000 kroner per koncert. Der er vi kommet til den konklusion, at hvis vi som forening skal overleve og stadig lave rytmisk musik, så må vi aflyse, siger Jes Kaa Kristophersen. 

Formanden mener, der kan være flere forklaringer på det meget lave billetsalg.

- Det kan være udbuddet af musik, den er gal med, ændret adfærd efter corona, hvor folk ikke går så meget ud længere, eller at de nuværende prisstigninger gør, at man simpelthen vælger at spare på kulturen.

Støttekoncert 

Jes Kaa Kristophersen fortæller, at Musikstationen har været heldige med, at de aflyste kunstnere har accepteret, at de ikke kunne få deres honorar for koncerterne. Ellers ville Musikstationen nu være fortid. 

I stedet har et af navnene valgt at bidrage med en hjælpende hånd.

- Pierre Dørge og New Jungle Orchestra har tilbudt at spille på døren, hvilket vil sige, at vi faciliterer det, men de aner ikke, hvad de tjener på det. Det er virkelig pænt af dem, siger Jes Kaa Kristophersen. 

Han håber derfor at se så mange som muligt til opbakningskoncert onsdag 28. september.

- Vi vil gøre vores bedste for at mobilisere hele byen og omegn og sige, at nu må I tage jer sammen. Hvis I vil have en rytmisk forening, der laver arrangementer for jer, er I nødt til at bakke op.

Annonceret indhold

Nyeste