Møldrup Bibliotek glæder sig over velbesøgt bogcafé

08. marts 2018 kl. 08.26

Bibliotekarerne melder om endnu en velbesøgt bogcafé på Møldrup Bibliotek.

Denne gang gav bibliotekarerne Anette Koue, Kirsten Sørensen og Mona Jensen fra Viborg Bibliotek deres personlige bud på inspiration til gode læseoplevelser og spændende læsning til forår og sommer.

Og trioen delte i den grad ud af deres egen læseglæde, så nogle af de omkring 20 fremmødte lod sig forføre til at hjemlåne nogle af de foreslåede titler allerede på bogcaféen.

Som noget nyt var der flere spændende titler af forfattere fra Island og Norge samt en fremragende bog om raceforskelle i det amerikanske samfund.

Under kaffen og de skønne hjemmebagte kringler og dejlige kokosmakroner, som Mona Jensen er ekspert i at frembringe, forsatte de veloplagte bibliotekarer med at anbefale gode bogtitler tillige med anbefalinger af andre gode læseværdige bøger.

Interesserede kan afhente en folder med beskrivelse af de foreslåede bøger og få gode råd og inspiration til læsning på Møldrup Bibliotek.

Bogcaféen holdes i samarbejde med Kunst- og Skulpturgruppen under Møldrup Borgerforening.

Næste arrangement foregår 9. april, hvor der er samtalecafé hos Hans Jensen og Hovedvejens Krigsmuseum.

Her kan du i forbindelse med arrangementet få lejlighed til at besøge det spændende museum.

Husk tilmelding på biblioteket eller via hjemmesiden.

Der er kun 20 pladser denne aften, og det koster ikke noget at deltage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste