Billede beskrivelse

Mød haveglæde lige om hjørnet

07. juni 2018 kl. 06.00

Tiden flyver, og humøret bliver bedre. Sådan får de fleste det, når de går i haven. Glæden ved havelivet er noget, mange af Haveselskabets medlemmer gerne vil dele med naboer og andre nysgerrige haveentusiaster, og derfor holder mange af dem Åben Have i løbet af året. I weekenden den 9.-10. juni står lågen åben til ekstra mange haver, når der er Havefestival landet over blandt andet i Vive og Havndal.

Haven gør godt for både krop og sjæl. Det kan de fleste haveejere skrive under på. Og den 9.-10. juni er der rig mulighed for at få fyldt depoterne godt op med haveglæde, når Haveselskabets årlige Havefestival løber af stablen og haveejere over hele landet holder Åben Have og inviterer andre haveentusiaster indenfor.

Uanset om du er nybegynder eller erfaren udi havearbejdet, er det oplagt at benytte chancen til at komme på besøg i spændende haver i dit lokalområde.

Her kan du opleve, hvor forskelligt haver kan se ud i juni - mens pæoner og roser måske strutter i den ene have, kan det være duftende hyld og summende bier, der præger stemningen i den næste.

På Viveterpvej 2 ved Vive kan Maren Sturis Tang fremvise en stor have på ca. 20.000m² i kuperet terræn.

Haven, der er påbegyndt i 2002 og stadigt udvikles, er præget af mange surbundsbede med mere end 600 rhododendron fordelt på godt 100 forskellige arter.

Herudover består haven af skovhave, aboret, japansk inspireret afsnit samt køkken- og frugthave med 65 frugttræer.

Haven glider umærkeligt ud i den smukke natur i det fredede område ved Villestrup ådal.

På Venusvej 38 i Havndal er Karl Erik Precht klar til at vise sin have frem.

En have, der består af gamle træer, spændende buske, stauder, løgplanter samt bistader. Desuden er der en stor samling kallaer, hvis dejlige blomster står smukt i begyndelsen af juni.

På Haveselskabet.dk/festivalhaver kan du se, hvilke haver, der holder åbent hvornår. Du kan også se, i hvilke haver, det er muligt at købe planter eller en kop kaffe, spise medbragt mad eller have hunden med.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste