Billede beskrivelse

Mindeord

23. august 2017 kl. 14.03

Eric Bøgh, Mariesminde, Randersvej i Hobro, er død, 79 år.

Eric Bøgh var ophavsmand til turistbåden "Svanen", som besejler Mariager Fjord. Eric Bøgh var ud af en søfartsfamilie, og realiseringen af Svanen var en drengedrøm, der gik i opfyldelse. Han tegnede Svanen, fik den bygget og satte den i fjorden i 1994. Svanen har siden sejlet med tusindvis af passagerer, borgere i Mariagerfjord Kommune såvel som turister. I Skanderborg havde han et tilsvarende turistbåd kaldet "Dagmar". Hustruen Henny står fortsat for booking til både "Svanen" og "Dagmar".

Eric Bøgh var i mange år kaptajn for Hobro Borgervæbning, som blandt andet optræder som fast indslag i Hobros store årlige byfest, Ambulancedagsfesten, hvor væbningen trækker op til parade. Han var også aktiv som gildebror i Sct. Georgsgilderne i Hobro og i Gul Flok, som blev dannet efter et "vikingetogt" til England i forbindelse med fejringen af Hobros 1000 års jubilæum i 1980.

Han var kendt som selskabelig, slagfærdig og altid fuld af gode ideer.

Eric Bøgh var født i Argentina, hvor hans far havde landbrug. Som 14-årig kom han til Danmark, hvor familien slog sig ned i Svendborg. Fire år senere bosatte han sig med familien i Hobro. Han blev ansat som smøremand hos traktorfirmaet Magnus Christiansen i Hobro. Siden arbejdede han i nogle år for et firma, der solgt udstyr til sejlmagere, ligesom han var rejsende for Norsk Hydro.

Afdøde efterlader hustruen Henny, tre sønner og børnebørn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste