Melankolske sange og underfundig lyrik
Musikhuset ALFA i Aars byder på Pligten Kalder
AARS: Melankolske sange med underfundig lyrik serveret mellem rendyrket improviseret dialog imellem bandmedlemmerne. Det er hvad bandet ”Pligten Kalder” byder på live torsdag 24. februar i ALFA Vesthimmerlands Musikhus.
Siden udgivelsen af “Længst muligt i eget hjem” er den småbizarre kvartet blevet meget sammenspillet. Produceren, Søren Mikkelsen er blevet fast bassist. Derudover består bandet af Torben Steno, Johan Olsen og Peter Jessen.
Musikken er blevet omtalt som ”en slags upoleret visepop i spændingsfeltet mellem Tom Waits, Kim Larsen/Gasolin’ og John Mogensen med både alvorsfulde, socialrealistiske og humoristiske tekster og en gennemført stemning af brunt værtshus”.
Gennem årene er det blevet til massevis af underholdende koncerter, og musikalsk er der også kommet nyheder på sætlisten, sådan at de trofaste også har lidt at undre sig over.
Inden Pligten Kalder går på scenen spiller Jeppesen et kort opvarmningssæt.
Jørn ’Ørn’ Jeppesen har udgivet to stærke dansksprogede albums. I 2019 kom debuten ’Odense Banegård’ og allerede året efter kom opfølgeren ’En Helt Almindelig Dag’.